Fredag eftermiddag den 9. november 2018 var sidste gang, Thor Demant hørte fra sin ven.

Det var et foto af ham fra toget mod Vejle. Omkring 12 timer senere havde 18-årige Mads Gedved mistet livet i i den anden ende af landet. Men alt omkring hans død undrer Thor Demant og resten af deres vennegruppe.

»Det var det største chok nogensinde,« siger han.

Der er ikke bare én, men mange ting ved dødsfaldet, som virker uforståeligt.

Få dage senere fandt Thor Demant ud af, at hans ven var død i politiets varetægt i København den lørdag.

Mads var gået amok tidligt om morgenen på Vesterbro og havde ud af det blå overfaldet to fremmede mennesker. Han var alene, og øjenvidner på stedet beskrev Mads som en, der virkede helt fjern på stoffer.

Du kan læse historien og se videoen af anholdelsen her.

Obduktionen har dog senere vist, at 18-årige Mads ikke var påvirket af hård narkotika eller alkohol den morgen. Prøverne viste, at han i blodet kun havde spor af lidt hash, som han ifølge vennerne til tider røg.

Ingen af 18-årige Mads Gedveds venner eller familie forstår, hvorfor han den morgen gik amok. Flere vidner beskrev Mads som psykisk ustabil. De troede, han var på hårde stoffer, men det var han ikke, viste obduktionen.
Ingen af 18-årige Mads Gedveds venner eller familie forstår, hvorfor han den morgen gik amok. Flere vidner beskrev Mads som psykisk ustabil. De troede, han var på hårde stoffer, men det var han ikke, viste obduktionen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Lidt i syv om morgenen lørdag 10. november blev Mads anholdt og holdt nede på asfalten i 20 minutter af mindst fire betjente. De kunne ikke berolige eller kommunikere med Mads, som gjorde modstand og råbte op.

»Det er ikke den Mads, som vi kendte. Han har aldrig gjort noget i nærheden af det før,« siger Thor Demant.

B.T. møder ham og en anden ven, Lucas Jensen, i Aalborg, hvor Mads boede i dagene før sin død.

Ingen af de to venner kan forklare, hvad der skete den morgen med først overfaldene og anholdelsen.

»Han var aldrig aggressiv. Han var en god dreng,« siger Thor Demant.

Det samme fortæller Lucas Jensen, som heller ikke kan genkende de ting, som er kommet frem.

»Han var altid flink og høflig over for ens forældre.«

Ifølge Mads' familie har han ikke været involveret i vold eller sammenstød med politiet før.

Mads' to venner, Lucas Jensen (højre) og Thor Demant (venstre), var sammen med ham i Aalborg, hvor de boede, i dagene op til hans død.
Mads' to venner, Lucas Jensen (højre) og Thor Demant (venstre), var sammen med ham i Aalborg, hvor de boede, i dagene op til hans død. Foto: Camilla Bøgeholt Lund
Vis mere

Den eneste mulige forklaring, som familien og vennerne kan give, er, at Mads ikke var sig selv.

Og i dagene op til husker Thor Demant, at Mads virkede tynget af noget.

»Der var et eller andet, som pressede ham eller gik ham på,« fortæller han.

Øjenvidner til overfaldet og anholdelsen beskrev Mads som usammenhængende, fraværende og ustabil. Men Mads havde ingen psykiske lidelser. Og det efterlader derfor hans pårørende med spørgsmål på spørgsmål.

Politiklagemyndigheden efterforskede sagen og konkluderede, at Mads' dødsårsag er uafklaret.

Ifølge betjentene mistede han først livet i detentionen på politistationen, men flere øjenvidner er uenige.

De mener, at Mads døde under den voldsomme anholdelse, hvor han blev presset ned i asfalten.

B.T. har talt med flere eksperter, som ved en ny gennemgang nu sår tvivl om afgørelsen af sagen.

»Politiet er sluppet for nemt her,« siger tidligere overlæge Hanns Reich.

Også Thor Demant mener, at politiet er sluppet for nemt i sagen ved ikke at tage ansvar.

»Det var en 18-årig dreng. Omringet af ambulancereddere og politibetjente. Havde de undersøgt ham på stedet, så havde vi nok ikke siddet her.«

Spørgsmålene om, hvorfor Mads tog til København alene. Og hvorfor noget slog klik for ham, er stadig ubesvaret. Det eneste problem, som han og andre venner husker, at Mads gik rundt med, er en pengegæld.

Mads havde lånt omkring 15-20.000 kroner af en ukendt person.

Vennerne husker det, som at pengene bare var til helt almindeligt forbrug, fordi Mads manglede et arbejde.

»Mit bud vil være, at de penge er indblandet,« siger Thor Demant.