»Jeg kan ikke give ham noget længere. Andet end de her blomster.«

Marilyn Skovlund kysser gravstenen og siger på gensyn til i morgen, hvor hun vil komme igen. Hendes 18-årige søn, Mads, døde under tragiske omstændigheder og efterlod familien med mange ubesvarede spørgsmål. Det vigtigste er: Hvordan døde han?

»Jeg vil bare gerne have nogle svar. Der er nogen derude, som må vide noget,« siger hun.

I en ny serie undersøger B.T. alle spor i form af vidner, videoer af anholdelsen, retsmedicinere og fortrolige dokumenter.

18-årige Mads Gedved mistede livet i politiets varetægt i forbindelse med en hård anholdelse lørdag 10. november 2018. Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforskede betjentene, men sidste år standsede Statsadvokaten sagen, fordi det ikke var muligt at fastlægge, hvornår Mads døde.

Øjenvidnernes og politibetjentenes forklaringer var for forskellige. Det er uklart, om Mads døde under anholdelsen på gaden eller af hjertestop ved ankomst til politistationen.

Mads er begravet på kirkegården få hundrede meter fra barndomshjemmet i Fredericia, og Marilyn Skovlund kom der i begyndelsen flere gange om dagen for at føle en forbindelse til ham. Nu, tre år efter, kommer hun stadig hver dag.

»Jeg føler, at jeg stadig har min Mads, når jeg ser hans navn på gravstenen,« siger hun.

Marilyn Skovlund mistede sin søn, Mads, i 2018. Hun kan ikke komme videre, før hun får endelig afklaring omkring, hvorfor og hvordan han døde.
Marilyn Skovlund mistede sin søn, Mads, i 2018. Hun kan ikke komme videre, før hun får endelig afklaring omkring, hvorfor og hvordan han døde. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det samme gør Marilyn Skovlund, når hun går ind på hans gamle værelse, hvor hun på en kommode har lavet et alter med lys og blomster, som hver uge bliver skiftet. Mads' sko og tøj ligger stadig urørt på hylder og i skabet, og med lukkede øjne dufter Marilyn Skovlund til hans parfume.

»Jeg kan ikke få mig selv til at smide noget ud, før sagen er rigtigt afsluttet,« siger hun.

Efterforskningen konkluderede, at dødsårsagen er uafklaret. For Marilyn Skovlund er hele sagen uafklaret.

»Jeg føler, at den her sag er blevet fejet ind under gulvtæppet,« siger hun.

Marilyn Skovlund er sikker på, at hendes søn døde under anholdelsen. Og hun er ikke alene om at tvivle på afgørelsen i sagen. B.T. har gennemgået fortrolige dokumenter og talt med øjenvidner og flere eksperter, som nu sår tvivl om helt centrale punkter, der frifandt politiet.

»Politiet er sluppet for nemt her,« siger tidligere overlæge Hanns Reich.

Efter besøget på kirkegården sætter Marilyn Skovlund sig ved køkkenbordet og viser Mads' gamle mobiltelefon, som hun vender og drejer i hånden. Hun ved præcis, hvornår han sidste gang ringede til hende. Det var den morgen, hvor han blev anholdt og døde i København.

»Hvis bare jeg havde taget telefonen, så var han måske stadig i live i dag,« siger hun

Klokken var 6 om morgenen den lørdag, da 18-årige Mads ringede til sin mor to gange.

Han var alene i København og flere hundrede kilometer hjemmefra. Og i problemer.

Men Marilyn Skovlund hørte ikke sin telefon, som til sidst gik på telefonsvarer. Hun vidste derfor ikke, at Mads ifølge vidner på stedet virkede psykisk ustabil, da han få minutter senere umotiveret overfaldt to personer på gaden og til sidst blev anholdt af politiet.

Liggende på den kolde asfalt på Enghavevej blev han overmandet og fik håndjern på ryggen.

Lige siden Marilyn Skovlunds 18-årige søn, Mads Gedved, døde har hun besøgt gravstedet dagligt. I begyndelsen kom hun mange gange om dagen for at føle en forbindelse til ham.  
Lige siden Marilyn Skovlunds 18-årige søn, Mads Gedved, døde har hun besøgt gravstedet dagligt. I begyndelsen kom hun mange gange om dagen for at føle en forbindelse til ham.   Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I omkring 20 minutter lå op mod fire politibetjente og holdt Mads nede på maven. Han var usammenhængende og gjorde modstand, men blev til sidst helt stille.

Ved ankomsten til detentionen, hvor 18-årige Mads skulle kropsvisiteres, blev han vendt om på ryggen og konstateret livløs. Men hvornår døde Mads rent faktisk?

Marilyn Skovlund har set en videooptagelse af anholdelsen og ved, at retsmedicinerne har fundet tegn på kvælning. Hun forstår derfor ikke, at sagen aldrig fik lov at komme for retten.

»De lå fire voksne mænd oven på ham. Det kan ingen holde til,« siger Marilyn Skovlund.

»Jeg tror, at han allerede var død, da de tog ham ind i politibilen.«

Det er første gang, at Marilyn Skovlund står frem og deler de detaljer, som efter tre år stadig hjemsøger hende. Hun husker tydeligt synet af sin søn to dage efter, at han døde. Den ene del af Mads' ansigt havde en stor, mørk blodansamling. Formentlig fra anholdelsen.

»Mads var stor og stærk. Men han var kun 18 år og stadig en dreng,« siger hun.

Både Marilyn Skovlund, Mads' søster og hans venner beskriver ham som en kærlig, drillende og fredelig dreng. Men noget slog klik for Mads den lørdag morgen, og ingen ved hvorfor.

»Mads gjorde noget forkert. Han skulle straffes for det. Men ikke dø,« siger Marilyn Skovlund. »Politiet er dem, som skal beskytte os.«

Familiens bistandsadvokat, Martin Beck, som har set alle sagens dokumenter, tordner også mod myndighederne over hele forløbet.

Han lægger vægt på, at han ikke har fået lov til at dele dokumenterne med Marilyn Skovlund.

»Det efterlader mig med et indtryk af, at nogen ønsker at skjule noget,« siger han.

Københavns Politi er orienteret om kritikken og henviser til Politiklagemyndigheden og Statsadvokatens afgørelse.