Alt tyder på, at den 31-årige mand, som sent onsdag kort før midnat koldt og kynisk blev dræbt med skud ud for sit hjem i Egeparken i Odense-bydelen Vollsmose, var et helt tilfældigt og uskyldigt offer.

Og at han intet havde med den verserende bandekonflikt i Odense at gøre.

»Han var bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det er virkelig frygteligt,« siger en far, som selv bor i Egeparken med kone og tre børn, til B.T.

B.T. er bekendt med hans identitet, men af frygt for repressalier fra det kriminelle miljø i Vollsmose ønsker han ikke sit navn offentliggjort.

Den 31-årige mand blev dræbt natten til torsdag ikke langt fra sin hoveddør.
Den 31-årige mand blev dræbt natten til torsdag ikke langt fra sin hoveddør.
Vis mere

Det har Abdinoor Adam Hassan ingen problem med. Han er beboerformand i Egeparken-afdelingen og samtidig byrådsmedlem i Odense for Socialdemokratiet.

»Jeg kan sige med sikkerhed, at han ikke var kriminel. Han var en lovlydig borger, som pligtopfyldende passede sit arbejde på Coops centrallager i Hjallese. For bare to måneder siden købte han en helt ny bil, som han kørte til og fra arbejde i. Det var den, han netop var kommet hjem i, da han blev skudt,« siger en tydeligt berørt Abdinoor Adam Hassan.

Ligesom ofret har han somalisk baggrund. Derfor kender han familien til den dræbte. Og han havde også et personligt kendskab til ham.

»Jeg har lige været henne og kondolere personligt til hans familie sammen med borgmester Peter Rahbæk Juel. Familien er i chok. Det er folk, der er flygtet fra krig. Og så kommer de til Danmark. Det her fredelige lille land. Hvor deres søn så nu er blevet skudt og dræbt. Det er ufatteligt. Det er en tragedie,« siger Abdinoor Adam Hassan, som selv lige var kommet hjem fra byrådsmøde, da han hørte skuddene udenfor.

»Vi hørte mindst 10 skuid lige efter hinanden,« siger Janni Filstrup, som bor tæt på gerningsstedet i Egeparken. Foto: Jens Anton Havskov
»Vi hørte mindst 10 skuid lige efter hinanden,« siger Janni Filstrup, som bor tæt på gerningsstedet i Egeparken. Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

Ved det brutale skuddrama faldt der ifølge flere beboere, B.T. har talt med i Egeparken, omkring 10 skud lige efter hinanden.

Ud over nedskydningen af den 31-årige somaliske mand blev også en mand med palæstinensisk baggrund ramt.

Han, som ligeledes er 31 år, blev ramt af skud i maveregionen. Ifølge Fyns Politi er han alvorligt kvæstet, men overlever.

Ifølge fyens.dk optræder hans navn ofte på retslisten blandt kriminalsagerne.

Foto: Jens Anton Havskov
Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

Politimester Arne Gram, som sammen med chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj og borgmester Peter Rahbæk Juel (S) torsdag eftermiddag holdt en kort pressebriefing, vil indtil videre ikke kommentere eller komme med bud på, hvilke personer eller grupperinger der i øjeblikket efterforskes for fuld kraft i forbindelse med tragedien i Egeparken.

»Efter en lang periode med ro og ingen konflikter i og omkring Vollsmose konstaterede vi desværre i sidste uge, at der var en skudepisode. Heldigvis blev ingen ramt. Men det var så alvorligt, at vi valgte at indføre en visitationzone. Siden da har vi visiteret og været utrolig synlige i området. Men i nat var vi igen vidne til en skudepisode. Denne gang desværre med en dræbt og en svært tilskadekommen til følge. Det er en dybt tragisk situation for de berørte, for Odense, og også for os i Fyns Politi,« sagde Arne Gram.

Borgmester Peter Rahbæk Juel siger:

»Det her er et lavpunkt. Hvis det er et helt uskyldigt menneske, der bare har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt… Tanken er næsten ikke til at bære,« siger han og fortsætter:

Fyns Politi holdt sammen med Odenses borgmester Peter Rahbæk Juhl (S) en kort pressebriefing i forbindelse med det tragiske skuddrab. Fra venstre er det chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj, politimester Arne Gram og Peter Rahbæk Juel. Foto: Jens Anton Havskov
Fyns Politi holdt sammen med Odenses borgmester Peter Rahbæk Juhl (S) en kort pressebriefing i forbindelse med det tragiske skuddrab. Fra venstre er det chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj, politimester Arne Gram og Peter Rahbæk Juel. Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

»Jeg mærker også et lokalområde i Vollsmose, som lige nu er i sorg og forfærdelse over det, der er sket. At man tilsyneladende som helt almindelig borger kan blive offer på den styggeste og mest brutale måde.«

»Det her vidner om den fuldstændige skånselsløshed, der er i nogle af de her miljøer. Det er vanvittigt, hvad der er sket,« siger borgmesteren.

Mette Severin har kendt ofret, siden han var dreng. Sammen med sin mand, den nu afdøde, respekterede skoleinspektør og lokalpolitiker Olav Rabølle Nielsen, kom den unge somalier som så mange andre Vollsmose-drenge hos dem.

»Mit hjerte græder. Dig, mig og Olav havde et særligt bånd. Vi hed aldrig andet end ‘min danske mor og far’. Jeg mærker stadig det knus og ‘hej mor', jeg fik i mandags af dig,« skriver Mette Severin på sin Facebook-profil for at mindes og ære den dræbte.

B.T. har været i kontakt med Mette Severin for at høre, om hun vil fortælle om sin relation til den dræbte. Det ønsker hun ikke, men hun har givet lov til, at B.T. citerer hendes Facebook-opslag.