En stille torsdag formiddag med kalenderlys og hjemmeundervisning forvandlede sig pludseligt til et tragisk mareridt for Morten Mellmølle og hans tre børn på syv, fem og to år.

Klokken 10.15 på Byvangs Allé i Viby i Aarhus kunne han høre råb fra overboen i lejlighedskomplekset.

Lejligheden er ikke særlig godt lydisoleret, og det er ikke første gang, han har hørt overboerne hæve stemmen, så det var ikke noget, der bekymrede ham synderligt.

Men kort efter bankede en lille barnenæve hårdt på hans hoveddør. Han åbnede, og overboernes seksårige søn, som hans egne børn elsker at lege med, stod og kiggede op på ham:

»Jeg skal være her hos jer, for far har stukket mor med en kniv,« sagde han og blev lukket indenfor med det samme.

Morten Mellmølles første tanke var, at den lille dreng måske havde set en voldelig film og derfor vrøvlede om knivstik.

Men bare et halv minut efter, mens døren ud til opgangen stadig var åben, kom hans far gående ned ad trappen. På armen bar han lillesøsteren på fire år. Hun græd, og blod fra hendes arm løb ned ad hende og dryppede ned på trapperne.

Og så kunne Morten Mellmølle godt regne ud, at den var helt, helt gal.

Han fik øjenkontakt med faren, som 'virkede chokeret', og spurgte ham, om han ikke lige skulle tage sig af pigen. Han rakte armene ud mod hende, faren nikkede og gav hende fra sig.

Morten Mellmølle spurgte, om alt var okay oppe i lejligheden. Faren rystede blot på hovedet og gik ned ad trappen, hvor han satte sig ved indgangen til opgangen og ventede.

Morten Mellmølle kender både den seksårige dreng og den fireårige pige rigtig godt. Han har jævnaldrende børn, som elsker at lege med overboerne. De plejede at lege med Lego og bilbaner. De tegnede og spillede fodbold sammen. Og var vilde med at overnatte hos hinanden på skift.

Faktisk havde Morten Mellmølles syvårige søn samme morgen plaget om at få lov til at besøge overboerne, men han havde fået nej, fordi han lige skulle i bad først.

Og nu – klokken 10.30 en helt almindelig torsdag formiddag – stod Morten Mellmølle med en såret, lille overbo-pige på armen midt i opgangen. Dybt chokeret.

»Jeg ved jo ikke, hvor dybt såret er, og kan bare se en masse blod fra armen lige omkring håndleddet, så jeg tænker, jeg skal have blødningen stoppet i en fart,« siger Morten Mellmølle.

Han finder håndklæder og viskestykker frem og vikler dem stramt om hendes arm. Men der er så meget blod, at den lille pige ser ud til at kortvarigt at være ved at miste bevidstheden, så han hælder et stort glas saftevand op til hende og giver hende en slikpind.

»Børnene er heldigvis trygge ved mig, fordi de er kommet her så meget. Så mens drengen bliver sat til at spille lidt iPad med min søn, står jeg bare og krammer pigen og prøver at berolige hende, indtil hun stopper med at græde igen,« siger han.

Men selvom Morten Mellmølle har en hel flok børn i lejligheden, ved han, at han er nødt til at gå op ovenpå og se, hvad der er sket.

Han ved, at faren ikke er der længere, men han ved ikke, om der er andre i lejligheden. Så de skridt, han tager den ene etage op, er tunge.

»Og så lå hun bare der. I entreen på maven. Der var en hel masse blod rundt om hende, men jeg kunne ikke se stiksår. Hun var ved bevidsthed, så jeg fik kontakt til hende og prøvede at berolige hende og sige, at andre naboer i opgangen allerede havde ringet efter hjælp, så der snart ville komme nogen,« siger Morten Mellmølle.

Han var der kun et halvt minuts tid og gik ikke ind i lejligheden. Og kort efter kom både ambulance og politi, så han gik nedenunder til børnene og sagde til myndighederne, at de skulle koncentrere sig om moren.

»Jeg var ret meget i chok, og nu her bagefter kan jeg ikke lade være med at tænke, om jeg kunne have gjort mere for hende. Men jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Og jeg kan ikke holde ud, at de to børn har været vidne til noget så tragisk,« siger han.

Morten Mellmølle passede den seksårige dreng to-tre timer, inden han blev hentet af myndighederne. Pigen blev kørt på sygehuset af en ambulance for at få tilset såret på armen.

Moren – den 28-årige kvinde – blev også kørt på hospitalet, men kort før middagstid afgik hun ved døden som følge af de knivstik, hun havde fået.

Østjyllands Politi anholdt faren – en 38-årig mand – på gaden foran lejligheden og sigtede ham for drab. Fredag formiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Han blev sigtet for i alt to forhold:

Det ene omhandler, at han torsdag omkring klokken 10.30 i kvindens lejlighed skulle have dræbt hende med flere knivstik.

Derudover er han sigtet for ved særlig rå eller brutal karakter at have snittet sin egen datter med kniv.

Han nægter sig skyldig i manddrab, men erkender vold med døden til følge. Han nægter sig samtidig skyldig i at have snittet sin egen datter med kniv.

Morten Mellmølle er dagen derpå rystet over tragedien. Også hans børn er påvirkede af sagen, så han har i dag brugt tid på at tale særligt med sin ældste søn om det.

»Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske herfra. Jeg er så bekymret for de to små børn og deres fremtid. Og så håber jeg inderligt, at mine børn kan få lov til at se og lege med deres legekammerater igen,« siger han.

B.T. Aarhus følger sagen.