Tre unge mænd blev søndag aften anholdt efter et slagsmål ved McDonalds på Nytorv i Aalborg.

Her havde de tre mænd på henholdvis 15, 17 og 18 år overfaldet en 45-årig mand, efter han var kommet til at gå ind i en af dem.

Det skriver TV 2 Nord.

Parterne endte efter sammenstødet i en ophedet diskussion, der resulterede i, at de tre mænd sparkede og slog manden, der faldt til jorden, hvorefter overfaldet fortsatte.

Den 45-årige mand blev efterfølgende kørt på hospitalet med sine skader, som, personalet vurderede, ikke var alvorlige.

Teenagerne blev anholdt og sigtet for grov vold.

De er dog blevet løsladt.

Alle de involverede parter havde indtaget alkohol i tiden op til tumulten.