To mænd er nu tiltalt i sagen om drabet i Yomok-frisørsalonen i begyndelsen af december 2021. Yderligere tre er sigtet i sagen, og deres sager vil blive behandlet særskilt.

Det oplyser en kommunikationsmedarbejder ved Vestegnens Politi.

Ved episoden blev en 17-årig bulgarer dræbt, mens en 15-årig blev lettere såret. Den 17-årige var ansat i butikken, mens den 15-årige var kunde, da to maskerede gerningsmænd trængte ind i butikken og affyrede en serie skud.

Skyderiet i frisøren vurderes at være hævn for et skuddrab på Nørrebro dagen før ved 16.30-tiden, hvor et 27-årigt NNV-medlem blev ramt af et enkelt skud.

Fem mænd er tiltalt i den drabssag, der kører ved Københavns Byret nu.

Skyderiet antændte en blodig bandekonflikt, der udspillede sig i løbet af december 2021 og januar 2022.

De to mænd, der blev skudt imod 2. december, havde kort tid før skyderiet været inde på cafeen Kaffehuset på Nørrebrogade.

Cafeen var i forvejen under politiovervågning, fordi ledende medlemmer af NNV-banden brugte cafeen som yndet opholdssted.

Ifølge politiet var det en i dag 23-årig svensk mand, som trykkede på aftrækkeren. Der er iøvrigt skyldkendelse i den drabsag i dag, fredag.

I sagen om drabet i Yomok-frisøren, er en af de tre sigtede en mand, der tidligere var et fremtrædende medlem i NNV-banden.

Ifølge B.T.s oplysninger sidder han fængslet i det sydlige Europa for grov kriminalitet sammen med et andet fremtrædende medlem af den berygtede gadebande fra Nørrebro og Nordvest. Sidstnævnte er ligeledes sigtet for drabet på den bulgarske teenager.

Lyt til B.T.s podcast om kriminalitet her: