Torsdag eftermiddag måtte både politi og beredskabet rykke hurtigt ud på Teisensvej i Odense.

To personer var nemlig fanget på et tag og kunne ikke komme ned. Og derfor måtte beredskabet træde til.

Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi Torben Jakobsen til B.T.

»Vi modtog anmeldelsen klokken 16:17. To personer arbejdede på en ejendom på Teisensvej med en hejselift, men endte med at blive fanget på taget af bygningen, der er tre etager høj,« siger Torben Jakobsen.

Beredskabet måtte træde til for at hjælp to håndværkere ned fra et tag på en bygning i Odense. Foto: Presse-fotos.dk.
Beredskabet måtte træde til for at hjælp to håndværkere ned fra et tag på en bygning i Odense. Foto: Presse-fotos.dk. Amanda Kieler Andersen

Årsagen til, at de to personer var fanget på taget, skyldes, at liften ikke stod stabilt nok på jorden, og den endte derfor med at tippe ind mod bygningen. Og så var de to personer altså strandet.

»De kunne jo ikke benytte liften, da den var tippet, så de var nødt til at ringe efter hjælp,« fortæller vagtchefen og tilføjer, at hverken de to personer, bygningen eller liften pådrog sig skader i forbindelse med hændelsen.

Så selvom redningsaktionen godt kan have set voldsom ud, så var der heldigvis ikke fare på færde.

De to personer kom med hjælp fra beredskabet sikkert ned på jorden igen.