De seneste par dage har Fyns Politi ved flere lejligheder været talstærkt til stede i Odense-bydelen Vollsmose.
Det skyldes en stigende utryghed i området, som medlemmer af flere bandegrupperinger står bag.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
»Vi har været ude i Fyrreparken et par gange i denne uge, fordi vi gerne vil vise de kriminelle, at vi holder øje med dem, og at vi vil sætte en stopper for deres kriminalitet og utryghedsskabende adfærd, hver gang vi får muligheden,« siger vicepolitiinspektør Jesper Weimar Pedersen og tilføjer:
»Derudover vil vi selvfølgelig også gerne sende et klart signal til alle de helt almindelig borgere, der bor i området, om, at deres sikkerhed og tryghed er vigtig for os, og at vi har fokus på, at de skal kunne færdes trygt, der hvor de bor.«
Fyns Politi var blandt andet til stede i Fyrreparken i Vollsmose 13. december.
Her havde politiet fået et tip om, at to personer havde købt et meget stort antal isoleringsknive – som altså er store knive med savtakker og lidt spids.
På baggrund af et signalement af bilen fandt Fyns Politi frem til bilen og konfiskerede alle knivene samt en gaspistol i Fyrreparken.
»Vi har naturligvis beslaglagt de her våben, og selvom vi ikke har sigtet nogen i sagen endnu, så har vi en meget klar idé om, hvem vi skal have fat i, så det er blot et spørgsmål om tid,« siger Jesper Weimar Pedersen.
Allerede dagen efter måtte politiet så igen tilbage til Fyrreparken.
Her havde 16 personer samlet sig og skabte en del uro i området. En af personerne forsøgte at flygte fra stedet, men en patruljehund fik hurtigt sat en stopper for flugten.
»Det er oftest politihunden, der vinder den leg, og det måtte den flygtende person også sande i denne omgang,« siger Jesper Weimar Pedersen.
Fyns Politi opfordrer i den forbindelse alle borgere i Fyrreparken og omkring Vollsmose generelt til at tage kontakt til politiet, hvis de oplever personer, der forsamler sig og skaber utryghed.
»Vi tager henvendelserne alvorligt, og vi er fast besluttet på at komme utrygheden til livs,« afslutter vicepolitikommissæren.