Det har ikke kunnet bevises, at der var tale om voldtægt, da to mænd i februar sidste år havde samleje med en kvinde i et sommerhus i Hørmested, som ligger ved Sindal.

Det har Retten i Hjørring afgjort, efter sagen tirsdag var for retten.

Her var to mænd med udenlandsk statsborgerskab på henholdsvis 21 og 22 år tiltalt for voldtægt af en 17-årig kvinde, men de blev begge frifundet.

»Dommerne lagde vægt på, at hun selv tog tøjet af, og at hun indvilgede i at kysse, og at det kunne af de tiltalte opfattes som, at hun indvilgede i at have sex med dem,« forklarer anklager ved Nordjyllands Politi, Jette Rubien.

De to tiltalte havde sammen med nogle venner lejet et sommerhus 12. februar 2021.

Her havde de inviteret nogle kvinder fra Aalborg til fest, da de kendte veninden til hende, der senere endte med at have samleje med de to mænd.

Ved Retten i Hjørring tirsdag afgav de tre involverede parter forklaring, ligesom kvindens veninde også afgav forklaring som vidne i sagen.

»De tiltalte nægtede sig skyldige og sagde, at det, der var foregået, var frivilligt,« siger anklageren. Derudover havde de to tiltalte samt vidnet forklaret, at de havde hørt stønnelyde fra den 17-årige kvinde.

»Det er jo helt usædvanligt, at forsvaret har kunnet procedere med, at der er tre mod en, da de alle forklarede at have hørt stønnelydene,« siger Jette Rubien.

Hun vil nu forelægge sagen for statsadvokaten med henblik på en eventuel anke.

»Både fordi der er tale om en voldtægtsanklage, men også fordi der har været nedlagt påstand om udvisning,« siger Jette Rubien.