En 17-årig pige har lørdag anmeldt to mænd i starten af 20'erne for voldtægt.

Det bekræfter Nordjyllands Politi over for B.T.

Hændelsen skete fredag i et sommerhus, hvor pigen og de to mænd – på henholdsvis 20 og 21 år – alle var på weekendtur.

»Selve voldtægten er anmeldt klokken 00.47 natten til lørdag,« siger Jess Falberg, vagtchef hos Nordjyllands Politi, og fortsætter:

»Det er foregået til en fest, hvor de er ca. 8 til 10 personer samlet, og hvor nogle af de her personer har haft sex. Den forurettede anmelder en voldtægt og siger, at det ikke er sket med hendes samtykke. Hun siger, hun er blevet lokket op i et værelse, hvor to har haft sex med hende.«

De sigtede i sagen siger, at det er foregået frivilligt.

Jess Falberg fortæller videre, at politiet har foretaget afhøringer af alle parter. Også blandt de øvrige gæster i sommerhuset.

Efterfølgende har politiets jurister vurderet, hvorvidt de sigtede skulle varetægtsfængslet.

»På den baggrund (vidneforklaringer, red.) er der truffet en juridisk afgørelse, og de bliver løsladt efter de afsluttende afhøringer.«

»Vi opretholder sigtelsen, men de bliver ikke fremstillet i grundlovsforhør,« siger Jess Falberg.

Udover afhøringen er der foretaget tekniske undersøgelser, ligesom gerningsstedet er blevet undersøgt.

Det er resultaterne af disse undersøgelser, som politiet nu afventer.

Politiets opfattelse er, at personerne kommer fra forskellige steder i Nordjylland. Den forurettede ankom til sommerhuset sammen med en veninde, som kender de andre fra sommerhuset.

Alle gæsterne er i slutningen af teenageårene samt i begyndelsen af 20erne.