To mænd på 29 og 34 år er onsdag middag blevet varetægtsfængslet efter et skuddrab i en frisørsalon 3. december.

De to mænd blev efter længere efterforskning pågrebet af politiet i en koordineret aktion. Tirsdag formiddag blev de så fremstillet i grundlovsforhør.

Sigtet for at have skudt og dræbt en 17-årig bulgarsk statsborger i en frisørsalon i Rødovre. Samt for drabsforsøg, fordi de ifølge politiets mistanke også er ansvarlige for de skud, der ramte og skadede to mænd på henholdsvis 28 og 15 år.

Førstnævnte blev hårdt såret, men var et par dage senere udenfor livsfare. Sidstnævnte blev skudt i hånden.

Her bliver en person ført væk af politiet
Her bliver en person ført væk af politiet Foto: Steven Knap/Byrd
Vis mere

Foruden sigtelserne om drab og drabsforsøg er de to fængslede også sigtet for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.

»Retten besluttede, at de to mænd skal varetægtsfængsles i foreløbig fire uger, og nu fortsætter politiets efterforskning,« lyder det fra senioranklager Rasmus Kim Petersen, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, og politiet har derfor for nuværende ikke yderligere oplysninger om sagen.

Politiet understreger dog fortsat, at der kan være sammenhæng mellem skyderiet i Rødovre og de øvrige skyderier, der har hærget København de seneste uger.

Det formodes, at skyderierne er fundet sted som  led i en verserende konflikt mellem to bandegrupperinger.