En 46-årig mand er netop blevet tiltalt for at have fremsat trusler om terror på Twitter samt for at have opfordret andre til at begå forbrydelser og for at have billiget de to franske terrorangreb, der i oktober 2020 trak overskrifter verden over.
Der er ifølge Lise-Lotte Nilas, der er statsadvokat i København, tale om en meget alvorlig sag.
»Det er anklagemyndighedens opfattelse, at den tiltaltes opslag på Twitter må anses som trusler om at begå terrorhandlinger og som tilskyndelser til andre om at begå forbrydelser,« udtaler hun således i en pressemeddelelse.
Hun fortsætter:
»Tiltalen viser, at alene det at true med at begå terrorhandlinger bliver taget meget alvorligt – hvad myndighederne også meget hurtigt greb ind over for,« siger Lise-Lotte Nilas, der er statsadvokat i København.
Manden, der er fra københavnsområdet, har efter sin anholdelsen 29. oktober 2020 siddet varetægtsfængslet. Og det bliver han ved med frem mod retssagen, der bliver indledt 28. februar i det nye år.
Der er afsat fire retsdage til sagen, der vil blive behandlet af en domsmandsret.
Her vil anklagemyndigheden nedlægge påstand om at frakende manden, som har dobbelt statsborgerskab, hans danske indfødsret og dermed udvise ham for bestandig.
Anklageren vil desuden gå efter at få nedlagt et forbud mod, at manden må kontakte personer, der er dømt for terrorrelateret kriminalitet.
I førnævnte pressemeddelelse lyder det, at manden er tiltalt på baggrund af flere Twitter-opslag delt i oktober 2020.
Foruden at han har truet med terrorhandlinger, mener anklagemyndigheden at kunne bevise, at han i disse også offentligt billigede to af terrorangrebene i Frankrig i samme periode.
Franskmændene var i det efterår vidner til tre terrorrelaterede angreb. Først blev to personer 25. september angrebet med kniv foran en bygning i Paris, hvor Charlie Hebdo tidligere har holdt til.
17. oktober blev den 47-årige lærer Samuel Paty dræbt af en tjetjenskfødt islamist i udkanten af Paris efter at have brugt tegninger af profeten Muhammed i sin undervisning.
29. oktober blev tre mennesker frarøvet livet, da en gerningsmand gik til angreb med en kniv i en kirke i Nice.
Netop angrebet i Nice var omdrejningspunkt for flere af den tiltaltes Twitter-opslag.
Under grundlovsforhøret i kølvandet på hans anholdelse sidste efterår lød det nemlig af sigtelsen, at manden blandt andet skulle have kommenteret artikler omhandlende terrorangrebet samme dag med ordene:
'Hvis I gør grin med sandheden, spiller vi fodbold med jeres hoveder.'
Herved opfordrede han ifølge anklagemyndigheden til vold og billigede terrorhandlinger, hvilket altså er ulovligt.
Tre dage forinden skulle han ligeledes på Twitter have opfordret andre til at udøve vold på tilfælde ikketroende muslimer. Og blandt andet skrevet ordene:
'Halshug Frankrig.'
Manden nægtede sig under grundlovsforhøret skyldig. Det fremgår ikke af anklagemyndighedens pressemeddelelse, om dette fortsat er tilfældet.


