»Talentløse bankrøvere er stadig bankrøvere. Selv en amatøragtig bedrager er stadig en bedrager.«

Sådan faldt ordene i anklagerens afsluttende bemærkning under et retsmøde torsdag ved Retten i Odense, hvor en 50-årig mand og en 45-årig kvinde sad på anklagebænken for dokumentfalsk og svindel med statens coronahjælpepakker.

Da anklageren kom til sin påstand om straf, sad den 45-årige kvinde med tårer i øjnene.

Ifølge anklageskriftet havde hun sammen med den 50-årige mand ad tre omgange søgt om kompensation for aflysning af et mindre kræmmermarked på Fyn, som venneparret drev sammen som et hobbyprojekt.

I ansøgningerne var der givet urigtige oplysninger og brugt falske, hjemmefabrikerede fakturaer.

Første ansøgning blev sendt  2. april 2020, hvor venneparret søgte 70.000 kroner i kompensation gennem statens coronahjælpepakker. Ansøgningen blev afvist, og 24. juni søgte de 135.000 kroner – igen uden held. Den 29. juni søgte de 100.000 kroner og blev for tredje gang blev mødt med en afvisning.

Men de blev ikke efterladt helt tomhændede – i stedet for en pengesum fik de bare en politianmeldelse.

Den 45-årige kvinde nægtede sig skyldig, mens den 50-årige mand erkendte sig skyldig i dokumentfalsk og delvist skyldig i at have givet urigtige oplysninger til Erhvervsstyrelsen i forbindelse med ansøgning om kompensation.

Fra sin plads i vidneskranken forklarede den 50-årige mand, at han i perioden, hvor ansøgningerne blev sendt, var påvirket af morfinpiller, som han tog på grund af en arbejdsskade.

»Jeg var bare dum i hovedet, jeg tænkte ikke klart,« sagde han.

Under afhøringen forklarede han, at der havde været udgifter blandt andet til reklamer på Facebook, som virksomheden ikke havde vedlagt fakturaer for. I stedet havde han listet en række andre udgifter, blandt andet til forplejning og tilbagebetaling af standleje.

Han vurderede, at de samlet havde haft udgifter for op til 30.000 kroner for kræmmermarkedet, som skulle have fundet sted i weekenden 9. til 11. april 2020.

De 70.000 kroner, som var beløbet i den første ansøgning, var ifølge mandens vidneforklaring baseret på, hvad de forventede at tjene på kræmmermarkedet. Det på trods af at kompensationsordningen ikke dækkede en mulig indtjening.

»Vi er ikke så stærke i den slags. Vi læste ikke den tekst, vi skyndte os at søge og håbede på det bedste,« sagde den 50-årige i retten.

I den første ansøgning om kompensationmidler var datoen for markedet sat til 31. marts 2020 – den sidste dag for kompensationsordningen på daværende tidspunkt – hvilket ifølge begge de tiltalte var en fejl.

Da kompensationsordningen blev udvidet, sendte virksomheden en ny ansøgning til Erhvervsstyrelsen uden de rette bilag og så til sidst en tredje.

Denne gang med fakturaer fra Amalo Food og Drink Service, Titan Containers A/S, Event Sydfyn Entertainment IVS og Abixa Aps, som den 50-årige erkender at have fabrikeret.

»Det er usandsynligt, at fire uafhængige og vidt forskellige leverandører skulle have anvendt præcis samme – forholdsvis primitive – fakturaskabelon,« noterede Erhvervsstyrelsen i deres politianmeldelse.

Ifølge den 45-årige kvinde, der stod som økonomiansvarlig for virksomheden, havde hun ikke læst de fakturaer, der blev sendt.

»Jeg tror bare på, at det er rigtigt. Sådan noget der er jeg dum til,« sagde hun i retten.

Ifølge anklageren bør den 50-årige mand idømmes to års fængsel og en bøde på cirka 900.000 kroner, mens den 45-årige kvinde bør idømmes halvandet års fængsel og en bøde på 630.000 kroner.

Ifølge kvindens forsvarer bør hun helt frifindes, mens mandens forsvarer under retsmødet appellerede til, at han skulle have en betinget dom på maksimalt tre måneder.

Der afventes dom i sagen fredag uden retsmøde.

Erhvervsstyrelsen har modtaget 214 eksterne henvendelser vedrørende mistanke om svindel med kompensationsordningerne i Odense Kommune. Heraf er 54 whistleblower-henvendelser.

Erhvervsstyrelsen har i den forbindelse politianmeldt 17 virksomheder med CVR-adresse registreret i Odense Kommune.