En 48-årig mand har mandag taget plads på anklagebænken i en omfattende sag om hash og kokain. Sagen begyndte dog et helt andet sted, hvor politiet jagtede en anden narkoliga, har de to anklagere gjort rede for ved mandagens retsmøde.
I sagen indgår håndtering af godt 50 millioner kroner, to ton hash og 19 kilo kokain. Den 48-årige nægter sig skyldig i handel med narko, har hans forsvarer Michael Juul Eriksen oplyst.
»Han erkender at have håndteret penge. Han erkender også at have vidst, at en del af pengene kan stamme fra kriminalitet,« forklarede Michael Juul Eriksen.
Minder om hawala
Forsvareren beskrev, hvordan den 48-årige drev en forretning, der beskæftigede sig med den slags, og at forretningen kunne minde om den måde, som hawala-systemet fungerer på.
Det er et tillidsbaseret system, der især anvendes i Mellemøsten, forklarede han endvidere.
Her betaler man penge til en person, der så sørger for indbetalingen. Han kontakter så en person på modtagerdestinationen, der udbetaler beløbet igen.
»Det anvendes til hvidvask, og det erkender min klient. Men han nægter at have haft kendskab og indsigt i den kriminalitet, som pengene stammede fra, forklarede Michael Juul Eriksen.
Omfattende kryptosnak
Det er politiets opfattelse, at den 48-årige har været manden, der håndterede hash- og narkoligaens pengestrøm, der blandt andet endte i Marokko.
En omfattende kommunikation på forskellige krypterede telefonsystemer har dannet grundlag for sagen, hvor den 48-årige er tiltalt. Sagen er oprindeligt en udløber af et sagskompleks, som politiet døbte Operation Hugin, der ifølge anklager Rasmus von Stamm var en af de første større sager, hvor kriminelle havde kommunikeret på krypterede telefoner af typen EncroChat.
I forbindelse med Operation Hugin er flere dømt lange straffe – blandt andet en mand, der på det tidspunkt var medlem af rockerklubben Satudarah.
I forbindelse med Hugin-komplekset begyndte politiet selvsagt også at interessere sig for kredsen omkring narkoligaen, og som politiet mente på forskellig vis havde entreret med narkoligaen.
Dæknavn Blondmask
Her fattede politiet interesse for en person, der på EncroChat opererede under profilnavnet 'Blondmask'.
Det viste sig at være den tidligere bandeleder fra Nørrebro, 44-årige Abdessamade 'Lille A' Benarabe, der var 'Blondmask', og han blev i juli i år ved en tilståelsessag idømt 11 års fængsel.
Ligaen, som både 'Lille A' og den 48-årige tiltalte ifølge politiet var del af, håndterede hovedsageligt hash. Men har altså også haft indsmugling af kokain som en sidegesjæft. Det kom frem ved 'lille A's tilståelsessag.
Efter Hugin-komplekset åbnede politiet en ny sag, der blev kaldt Idun, og her var efterforskningen rettet direkte imod den hash- og narkoliga, som 'Lille A' mentes at være bagmand i.
I mellemtiden havde fransk og hollandsk politi skaffet sig adgang til EncroChat-systemet, hvorfor de kriminelle nu ledte efter et nyt krypteret telefonsystem.
Her var det så systemet kaldet SKY ECC, der i stor stil blev anvendt. Også denne platform anvendte 'Lille A's hash- og narkoliga.
Her gemte brugerne sig ikke længere bag profilnavne. I stedet var det forskellige kombinationer med seks tal, der knyttede sig til telefonerne.
Hør mere om kriminalitet i B.T.s podcast 'På Fersk Gerning' her: