Små videokameraer af GoPro-typen kommer til at spille en vigtig rolle, når den såkaldte dronesag mandag morgen begynder i Københavns Byret.

Her er tre mænd på 30 år tiltalt for forsøg på medvirken til terrorisme.

To af dem er desuden tiltalt for medvirken til fuldbyrdet terrorisme, hvilket gør sagen ekstra usædvanlig i dansk sammenhæng.

De nægter sig alle tre skyldige i de alvorlige tiltalepunkter, der vil kunne sende dem bag tremmer i mange år, hvis de bliver kendt skyldige. Og for den enes vedkommende måske også udløse en udvisning for bestandig.

Ifølge tiltalen har de indkøbt avancerede droner og kameraer, der skulle bruges af terrororganisationen Islamisk Stat under kamphandlinger i Syrien.

»De tiltalte har ifølge anklageskriftet velovervejet og systematisk skaffet en masse smådele og komponenter, der tilsammen er blevet til slagkraftige terrorvåben. Selv om det kan lyde som indkøbslister til et hobbyprojekt, er det altså dødelig alvor – derfor har vi rejst tiltale efter straffelovens terrorbestemmelser,« lød det fra senioranklager Kristian Kirk fra Statsadvokaten i København, da tiltalen blev offentliggjort for et par måneder siden .

Ifølge anklageskriftet har de tiltalte over en periode på fire år fra 2013 til 2017 indkøbt bl.a. hobbyfly, droner og termiske kameraer samt komponenter, værktøj og tilbehør hertil i internetbutikker samt i butikker i Danmark.

Indkøbene skulle ifølge tiltalen leveres videre til terrororganisationen Islamisk Stat, der skulle bruge udstyret i kamphandlinger mod deres modstandere i Syrien og Irak – blandt andet til drab og grov vold.

Desuden er to af mændene tiltalt for medvirken til terrorisme. Ifølge anklageskriftet har de indkøbt GoPro-kameraer, som senere blev anvendt til rekognoscering i forbindelse med angrebet på den syriske militærbase Ain Issa i august 2014, hvor flere blev dræbt.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder blev mindst 27 soldater dræbt i angrebet, som blandt andet blev udført med tre selvmordsbombebiler, har DR tidligere oplyst.

De tre tiltalte levede tilsyneladende en helt normal hverdag i Danmark, samtidigt med at de efter anklagemyndighedens opfattelse skaffede tandhjul til Islamisk Stats blodige terror-maskine.

Den ene underviste på en højere læreranstalt, den anden kørte taxi, og den tredje var cykelhandler.

Da alle tre af en dommer er blevet forsynet med et navneforbud, er B.T. afskåret fra at kunne offentliggøre mere konkrete oplysninger om deres identitet.

Derimod er to andre involverede i sagen ikke længere beskyttet af navneforbud, selv om de fortsat er sigtet – og efter politiets opfattelse har været de tre tiltaltes bindeled til Islamisk Stat.

Det drejer sig om den tidligere terrordømte dansk-tyrker Abdul Kadir Cesur, 33, og den formodede gerningsmand til attentatforsøget på islamkritikeren Lars Hedegaard – den forsvundne og nu muligvis døde Basil Hassan, 31.

Da ingen af dem opholder sig i Danmark, er deres sager foreløbig blevet 'udskilt til særskilt behandling', som det er formuleret i anklageskriftet.

Danske Basil Hassan er mistænkt for være en central figur i et terrornetværk, der fik indkøbt og sendt droneudstyr til Islamisk Stat. Han blev internationalt efterlyst i 2013 for attentatforsøget på islamkritikeren Lars Hedegaard. I 2017 fik familien at vide, at han var død i Syrien. Dødsfaldet er ikke officielt bekræftet. (Arkivfoto) Scanpix
Danske Basil Hassan er mistænkt for være en central figur i et terrornetværk, der fik indkøbt og sendt droneudstyr til Islamisk Stat. Han blev internationalt efterlyst i 2013 for attentatforsøget på islamkritikeren Lars Hedegaard. I 2017 fik familien at vide, at han var død i Syrien. Dødsfaldet er ikke officielt bekræftet. (Arkivfoto) Scanpix
Vis mere

Abdul Kadir Cesur blev i 2005 anholdt i en lejlighed i Sarajevo i Bosnien sammen med to andre. De var bevæbnet til tænderne med blandt andet en skarpladt pistol, 20 kg sprængstof og et selvmordsbælte. En afskedsvideo pegede ifølge politiet på, at de planlagde et selvmordsangreb.

Det kostede Cesur i 2007 en dom i Bosnien på seks år og fire måneders fængsel i den såkaldte Glostrup-sag, hvor også danske Abdul Basit Abu-Lifa i Danmark blev idømt syv års fængsel for at have planlagt terror.

De danske myndigheder har foreløbig forgæves med en international efterlysning forsøgt at få den nu løsladte Cesur udleveret fra Tyrkiet for at stille ham til regnskab for hans formodede rolle som mellemmand i dronesagen.

I efteråret 2018 lykkedes det DR's Puk Damsgård at opspore og smugfilme den eftersøgte Abdul Kadir Cesur i en bilvaskehal i byen Bursa i Tyrkiet.

Her ville han ikke svare på spørgsmål om sit kendskab til dronesagen, men han bekræftede sit venskab med sagens anden 'udskilte' – Basil Hassan – der formodes at have haft tæt kontakt til Islamisk Stat.

Amerikanske efterretningskilder har ligefrem over for DR udpeget den bygningsingeniøruddannede Basil Hassan som leder af Islamisk Stats droneprogram i 2016.

Dronesagen i Københavns Byrets ventes at strække sig over 19 retsdage.