En mand på 39 år er tiltalt for to grove forhold, når han tirsdag skal for Retten i Aalborg.

Han sidder tiltalt for at have forbrudt sig mod to paragraffer i straffeloven, der vedrører voldtægt og blufærdighedskrænkelse.

Det fremgår af anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i.

Ifølge anklagemyndigheden voldtog den 39-årig en kvinde i Hadsund i august tidligere på året.

Politiet vil i retten påpege, at tiltalte skubbede kvinden ned på en seng, hvorefter han uden kvindens samtykke tiltvang sig samleje.

Det lyder i anklageskriftet, at kvinden gentagne gange sagde fra over for manden, mens hun græd.

Udover voldtægten mener politiet også at kunne bevise, at den 39-årige filmede episoden og efterfølgende delte fire nøgenbilleder af kvinden.

Ifølge anklageskriftet delte han billederne til en unavngiven person via Facebook Messenger, hvilket var »egnet til at krænke blufærdigheden«, står der i anklageskriftet.

Retssagen mod den 39-årig begynder klokken 09 ved Retten i Aalborg. Der er afsat tre timer til sagen.

Forsvarer til tiltalte, Jens Veien Saabo, oplyser til B.T., at hans klient nægter sig skyldig.

Ifølge tiltalte skete ovenstående hændelser i fuld overenstemmelse mellem parterne.