Der hang mørke skyer over det nordjyske flyselskab Great Dane Airlines, hvilket også har gjort indtryk andre steder i flybranchen.

Det forklarer direktør i Bravo Tours, Peder Hornshøj, til Finans.

»Det kommer som et chok for os. Det var et fantastisk godt flyselskab, som leverede varen, og gæsterne var vildt glade for dem,« siger han.

Great Dane Airlines forklarede mandag, herunder til B.T., at coronakrisen endte med at blive dødsstødet.

»Pandemien ødelagde alt. Vi er stoppet op og kommet lidt i gang, og nu er det endt op med, at vi er i en vintersæson. De næste seks måneder vil vi tabe 5 millioner om måneden, og så var det bedre at lukke nu,« sagde indehaver af selskabet Eigild B. Christensen og fortsatte:

»Vi skal til at finde ud af, hvad der skal ske nu. Vi har tabt 80-100 millioner. Det vigtigste er at få lukket det meste ned. Flyene er mit problem, for de er leaset hos mig. Det er dårlig timing, men nogle gange er man nødt til at være fornuftig og sige, at nu kommer vi ikke videre.«

Peder Hornshøj tilslutter sig, at coronakrisen har sat sine spor.

Men hos dem har det dog ikke været i nærheden af en konkursbegæring.

Great Dane Airlines kom ud af 2020 med et underskud på 50,6 millioner kroner.

I 2019 lød underskuddet 25,3 millioner kroner.

Som følge af mandagens konkurs var en række flypassagerer strandet i Billund Lufthavn. Dem hjalp Bravo Tours med at få fløjet ud - godt nok med et par timers forsinkelse.

Og tirsdag skal de sidste flyves hjem. Det forventes dog at blive nogenlunde timemæssigt planlagt.

Great Dane Airlines blev etableret i 2018.

Selskabet har fløjet charterflyvning for Bravo Tours og andre rejsebureauer samt ruteflyvning til flere byer i Europa.