Både i Odense, Faaborg og Middelfart har brandvæsnet natten til tirsdag haft travlt med at slukke containerbrande.

»Det er typisk for den her tid på året,« siger vagtchef ved Fyns Politi Hans Jørgen Larsen.

Han vil dog ikke komme med nogen bud på, hvad årsagen til brandene er.

En ting er dog sikkert. Typisk for den her årstid er også anmeldelserne om ulovlig affyring af fyrværkeri.

»Det bruger vi rigtig meget tid på,« siger Hans Jørgen Larsen.

Det er dog svært for politiet at nå frem, før gerningsmændene er over alle bjerge.

»Vi kan jo ikke være der, før de sætter ild til lunten, og så er det tit overstået, når vi når frem,« siger vagtchefen og tilføjer:

»Det gør det virkelig svært for os at fange dem med fingrene i kagedåsen.«

Vagtchefen understreger dog, at politiet tager borgernes henvendelser om ulovlig affyring alvorligt.

»Har vi en patrulje i nærheden, så sender vi den selvfølgelig med det samme. Får vi flere anmeldelser, så laver vi en indsats og sætter patruljer til at holde øje i området,« siger vagtchefen, der dog ikke synes, at det har været så slemt i år, som det plejer.

»Vi mærker helt sikkert, at der er nogen, der bliver belastet af det, men jeg synes, vi plejer at opleve meget mere blive skudt af.«

Det er kun tilladt at bruge fyrværkeri i perioden fra 27. december til og med 1. januar.