Der har fredag eftermiddag været et stort færdselsuheld på Køge Bugt Motorvejen i sydgående retning.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på sin Twitter.

»Vi modtager meldinger om folk til fods på kørebanen,« lød det tilmed i tweetet tidligere fredag.

Flere biler var involveret i uheldet.

Over for B.T. fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi, at oprydningsarbejdet fredag kl. 16 er overstået, og at ingen personer er kommet til skade.

Det lignede ellers en alvorlig ulykke, da politiet til at starte med bad om plads til redningsberedskabet på stedet.

»Vi modtager anmeldelsen klokken 13.52, om at en bil er væltet på motorvejen. Vi har sendt ambulance og flere patruljer ud til stedet,« siger Martin Bjerregaard til B.T.

Vagtchefen kan ikke sige om, der stadig er kø i området, men grundet myldretrafikken fredag eftermiddag, må noget kø forventes.