Onsdag morgen besøgte Østjyllands Politis specialpatrulje, en lejlighed, de havde en mistanke om, skulle bruges som hashbule.

Det viste sig hurtigt at være sandt. Da betjentene stod foran døren kunne de nemlig lugte hash.

Betjentene besøgte lejligheden i Åbyhøj onsdag morgen klokken 09:30.

Her kunne de høre fodtrin inde bag døren til lejligheden.

Men da de bankede på og råbte, at det var politiet, og at personerne i lejligheden skulle åbne døren, skete der ikke noget.

Betjentene fik derfor åbnet døren ved egen kraft.

Her traf de tre unge mænd på 19, 20 og 21 år. Under ransagningen af lejligheden fandt de både hash, joints, salgsposer, kontanter og andre genstande, der indikerede, at der blev solgt hash på stedet.

De tre mænd blev derfor alle anholdt.

Politiet har sigtet mændene for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.

Specialgruppen kunne desuden konstatere, at den 21-årige mand i forvejen var eftersøgt til afsoning for en voldssag.