En person slap med skrækken, da hans cykel blev ramt af et tog i dag ved Ryparken Station i København.
Lørdag 24. april var en person involveret i et usandsynligt heldigt uheld.
»Manden trækker cyklen på perronen, hvor han snubler og taber cyklen ud foran et kørende tog,« siger Jesper Frandsen, der er vagtchef ved Københavns Politi, og fortsætter:
»Cyklen ryger så op på manden igen, der kommer lettere til skade,« forklarer han.
Politiet beskriver det som en meget lille hændelse.
Manden er dog blevet kørt på skadestuen, hvor han bliver tilset.
Han slipper dog med skrækken, da det ikke er noget alvorligt, forklarer politiet.
Togtrafikken er ikke påvirket.