En 29-årig mand blev lørdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Nykøbing Falster, sigtet i sagen om den 11-årige pige, der fredag blev kørt ihjel i Hunseby på Lolland.

Den 29-årige mand ville ikke udtale sig for åbne døre, men han erkendte sig skyldig i fire forskellige forhold.

De fire forhold, som manden erkendte sig skyldig i, var grov kådhed, spirituskørsel, at være flygtet fra gerningsstedet og at have kørt uforsvarligt imod færdselsretningen med en knust rude.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at manden var særdeles fuld, da han ramte den lille pige. Han havde en promille på hele 2,02, som blev målt af politiets alkometer.

Der er efterfølgende blevet taget blodprøver af manden, som vil afsløre hans eksakte promille.

Manden indrømmede i retten, at han havde drukket omkring 12 øl og var på vej efter en pizza.

Det kom også frem i grundlovsforhøret, at han umiddelbart efter påkørslen havde ringet til sin ven og sagt: 'Jeg har lavet noget lort. Noget rigtig lort – mød mig hjemme på min adresse.'

Efter politiet kom frem til mandens adresse, skulle manden efter sigende have sagt med det samme, at han erkendte sig skyldig i det hele, og at 'han ville have den hårdeste straf'.

Familien var ikke til stede under retsmødet.

Vidner på stedet forklarer, at de hørte et ordentligt brag efterfulgt af en masse skrig.

Pigen havde ingen puls, da reddere kom frem til ulykkesstedet, men pigen blev genoplivet med hjertereddende massage.

Mellem klokken 8 og 9 lørdag afgik hun dog ved døden grundet hendes kvæstelser.

Manden er foreløbig blevet varetægtsfængslet i to og en halv uge.