Togene holder tirsdag aften stille mellem Slagelse og Nyborg efter en personpåkørsel.

Påkørslen er sket ved Korsør Station, og togene holder stille, mens politi og redningsmandskab arbejder på stedet.

»Vi kan ikke sige noget om, hvor længe det vil vare,« fortæller vagtchef Henrik Karlsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ved 19-tiden.

DSB har indsat togbusser mellem Slagelse og Nyborg. De vil køre i pendulfart mellem de to stationer via Korsør, skriver DSB på sin hjemmeside.

I Nyborg og Korsør holder togbusserne ved stationerne, mens de i Slagelse holder ved busterminalen.

/ritzau/