'Grækerens' billede findes ikke på nettet, men han leder angivelig et multikriminelt netværk og er formentlig en af Danmarks mest eftersøgte bandekriminelle, der ifølge politiet står til mange år bag tremmer, hvis han sætter fødderne på dansk jord.

Nu peger pilen på ham i en drabssag, der i 2021 startede en spiral af hævn og kostede liv på begge sider af Øresund.

En 30-årig mand, der er en af fem tiltalte i sagen, satte sig fredag formiddag i vidneskranken i Københavns Byret. Med røde øjne og lav stemme forklarede han, at han i fire måneder kørte med hash for en person, som på en krypteret telefontjeneste gik under navnet 'RW'.

Den 30-årige nægter sig skyldig.

Han fortalte, at det var RW, der i slutningen af november 2021 bad ham at hente en af de medtiltalte i Frederiksværk.

Herefter købte de en telefon og hentede en 'svensk gæst', som RW beskrev ham, før de kørte forbi cafeen på Nørrebro, hvor et 27-årigt bandemedlem blev dræbt få dage senere.

De gik også den flugtrute, som politiet mener, at den formodede gerningsmanden fulgte, før han blev anholdt i en nærliggende gade.

B.T. erfarer, at RW er identisk med Grækeren, der er en af lederne i Casablanca-netværket og internationalt eftersøgt i sagen.

Før skyderiet på Nørrebro kendte offentligheden ikke til Casablanca-netværket. Det havde ikke engang et navn, men som det antyder, er det fra Marokko, at en lille håndfuld bagmænd trækker i trådene.

Ifølge B.T.s oplysninger står netværket bag mindst to lejemord på dansk grund, kidnapninger og omfattende narkokriminalitet.

Gruppen er delt i to fraktioner. Den ene er centreret omkring en lille håndfuld personer med dansk-arabisk baggrund, mens den anden fraktion fortrinsvist består af personer med etnisk danske rødder. Sidstnævnte ledes af en 31-årig dansk statsborger – det er ham, der i det kriminelle miljø er kendt som Grækeren.

Han flygtede fra Danmark for knap fem år siden. Dengang var han medlem af Hells Angels' støttegruppe AK81, hvor han var tilknyttet Nomads-afdelingen på Amager.

B.T.s research viser, at han var på orlov fra en længere fængselsdom, mens han afventede landsrettens afgørelse i en sag, som byretten takserede til seks års fængsel for blandt andet narkosalg, våbentyveri og vold.

Derudover er han tidligere dømt for hashhandel på Nørrebro.

Politiet mener, at Grækeren under orloven en aften i april 2018 passede en gruppe mænd op foran en tatovørbutik i Næstved.

Ifølge flere vidner sad mændene ved et cafébord i aftensolen, da en bevæbnet gerningsmand henvendte sig til dem.

Koldblodigt råbte han efter en navngiven person, før han skød en af mændene i benet med en sølvfarvet pistol. Projektilet gennemborede forsiden af låret og fortsatte ud igennem den venstre balde.

Skyderiet var en 'bytter' for et tidligere skyderi under et opgør mellem støttegrupper til HA og Satudarah.

Ifølge B.T.s oplysninger bundede striden i en såkaldt rulleforretning, hvor en narkotelefon skiftede hænder.

Kort efter skyderiet flygtede tre mænd til Berlin, videre til den spanske solkyst og herfra til Marokko. De to andre vendte sidenhen retur til Danmark og retssagen, hvor de nægtede at kende til planlægningen af skyderiet og forklarede, at det var AK81eren, der skød foran tatovørbutikken.

Alligevel blev de to mænd idømt seks års fængsel for deres roller i skyderiet, mens Grækeren stadigvæk er internationalt eftersøgt i sagen.

Herhjemme er en gruppe mænd tilknyttet Grækerens fraktion af Casablanca-netværket.

En del af dem blev sidste år idømt længere fængselsstraffe i en sag, hvor en mand, der var syndebuk i en fejlslagen hashleverance, blev kidnappet og holdt indespærret i en lade i 15 dage.

Ofret blev bundet til en stol med hætte over hovedet, mens de afkrævede hans familie en million kroner, som skulle indbetales til en konto i udlandet.

Ifølge B.T.s kilder stod Casablanca-netværket også bag likvideringen af en 22-årig christianit i juli 2021. Han var et uskyldigt offer, men blev forvekslet med en person fra Christianias kriminelle miljø, som var mistænkt for at røve penge fra Casablanca-netværket under en bitcoin-handel.

Kilderne fortæller, at de dræbende skud blev affyret af et medlem af den svenske bande Dødspatruljen, som var betalt af det kriminelle netværk. Sagen er stadigvæk uopklaret.

Grækeren selv dukkede først op i offentligheden igen, da han 20. januar blev fængslet in absentia i drabssagen fra Nørrebro.

Her handlede drabsmanden også på bestilling for at udføre Casablanca-netværkets beskidte arbejde. Efter politiets opfattelse var gerningsmanden identisk med den svenske mand, der nu er tiltalt i den aktuelle sag.

Han nægter sig skyldig og har tidligere forklaret, at han var i Danmark i forbindelse med en våbenhandel.