Der blev torsdag morgen holdt et minuts stilhed på VIA University College i Aarhus for at mindes den 21-årige mand, som natten til tirsdag blev fundet skuddræbt i en bil i Viby.

Den unge mand havde nemlig sin daglige gang på skolen. Det bekræfter skolen torsdag formiddag over for B.T.

»Det er så forfærdeligt og dybt, dybt tragisk,« siger uddannelsesdekan for byggeriuddannelserne på VIA, Lotte Møller Larsen.

Den 21-årige var i gang med at uddanne sig til bygningskonstruktør og gik på 1. semester sammen med omkring 100 andre studerende.

Onsdag blev de alle sendt hjem fra skole, da mange var mærket af situationen, efter at kæresten til den afdøde havde bekræftet over for nogle af de studerende, at der var tale om deres medstuderende.

»Vi handlede på det ved at sende dem hjem, fordi der var stor uro og bekymring blandt eleverne. Der er jo nogle af dem, som er hårdt ramt, fordi de har været tæt på ham,« siger Lotte Møller Larsen.

Men torsdag morgen var de igen tilbage på skolen og samlet for at mindes den 21-årige mand og snakke med krisepsykologer. Af skolen beskrives han blandt andet som punktlig og som en, der altid kom til undervisningen.

»Det er noget, som påvirker os alle sammen rigtig meget – både undervisere og elever. Derfor har vi haft krisepsykologer ude her til morgen så dem, som har brug for at snakke mere med en psykolog, får også mulighed for det,« forklarer uddannelsesdekanen.

Torsdag formiddag har skolen ligeledes sendt en mail ud til resten af eleverne på bygningskonstruktøruddannelsen, hvori de informerer om, hvad der er sket.

»Har nogle af jer brug for at tale om situationen, skal I endelig tage fat i jeres underviser, der kan hjælpe jer videre,« står der blandt andet i mailen, som B.T. er i besiddelse af:

»Vi sender vores tanker til de af jer, der kendte xx (den 21-årige, red.) bedst og ikke mindst hans familie,« skriver de videre.

Skolen ville gerne have sendt informationen ud tidligere, men først sent onsdag aften ville politiet bekræfte over for skolen, at der var tale om en af deres studerende. Derfor har de ventet med at lave en officiel udmelding.

Den 21-årige mand blev fundet skuddræbt i en bil i krydset Søndervangs Allé/Ringvej Syd i Viby J omkring klokken 01.11 natten til tirsdag.

Motivet til drabet er fortsat ukendt, og politiet har stadig ikke anholdt nogen i sagen.

Teknikere arbejdede på gerningsstedet i Viby J.
Teknikere arbejdede på gerningsstedet i Viby J. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Onsdag lød det dog fra politiet, at en af deres teorier går på, at den 21-årige mand blot var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Politiet har ligeledes afvist, at den 21-årige skulle være en del af bandemiljøet, som der tidligere har været spekulationer om.

Kort tid efter fundet af den dræbte mand, blev der for enden af Ormslevvej i vestlig retning fundet en sølvfarvet bil af mærket VW Golf Variant, som var sat i brand.

Politiet kan ikke udelukke, at bilen har været brugt til drabet og søger vidner, som har oplysninger omkring bilen.

Bilen havde påmonteret stjålne nummerplader HG36244.

B.T. har været i kontakt med kæresten til den afdøde, som på vegne af familien beder om fred, så de kan bearbejde sorgen.