Politiet arbejder fortsat på højtryk for at få kortlagt, hvorfor en 21-årig mand natten til tirsdag skulle dræbes i krydset Søndervangs Allé/Ringvej Syd i Viby J.

Derfor er de også sparsomme med at melde oplysninger i sagen ud til offentligheden. Én ting, som mange har spekuleret i, kan de dog nu afvise.

Den 21-årige mand, der blev fundet skuddræbt i sin bil, er ikke en del af bandemiljøet.

Det fortæller politiinspektør hos Østjyllands Politi, Brian Voss Olsen, til B.T.

»Det er der intet, der tyder på overhovedet. Det er ikke en person, vi kender fra bandemiljøet, eller som har de mindste relationer dertil,« siger han.

Det var en politipatrulje, der tilfældigt fandt den dræbte, unge mand i bilen klokken 1.11 natten til tirsdag, da de var i området på en anden opgave.

Motivet til drabet er fortsat ukendt, og politiet har her halvandet døgn efter den tragiske hændelse stadig ikke anholdt nogen i sagen.

Derfor arbejder de også ud fra flere hypoteser om, hvad der er sket ved krydset og OK-tanken natten til tirsdag.

En af hypoteserne går på, at den unge mand blot var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, fortæller politiinspektøren.

»Vi har en del hypoteser om, hvad motivet og årsagen kan være. En af dem er, at den pågældende (den 21-årige, red.) er kommet kørende tilfældigt forbi,« siger Brian Voss Olsen.

Han påpeger dog, at de fortsat er tidligt i efterforskningen, og det derfor er for tidligt at drage nogle konklusioner. Derfor er politiet også fortsat meget interesseret i at høre fra vidner, som har set noget før, under eller efter drabet.

»Det gælder både vidner, som har set noget ved krydset, hvor afdøde blev fundet og ved den afbrændte bil på Ormslevvej,« siger han.

Flere har været forbi stedet, hvor den unge mand, som ifølge politiet kommer fra Aarhus, blev dræbt. Der er tændt lys og sat blomster for at ære hans minde.
Flere har været forbi stedet, hvor den unge mand, som ifølge politiet kommer fra Aarhus, blev dræbt. Der er tændt lys og sat blomster for at ære hans minde. Foto: Nina Gaunø Fredberg
Vis mere

Onsdag patruljerer politiet fortsat i området ved tankstationen OK-tanken, men alle afspærringer er fjernet.

De mange blomster og lys, som er blevet lagt ved krydset i den 21-årige mands minde, bevidner dog, at den tragiske hændelse har lagt en mørk skygge over området.