Hos politiet troede man egentlig, at antallet af borgere, der har været udsat for tyveri af en nu fyret hjemmehjælper i Rebild Kommune, havde nået sin top i februar.

Men nu kan B.T. fortælle, at antallet af anmeldelser har vokset sig større.

Politikommissær ved Nordjyllands Politi Mikkel Brügmann oplyser nemlig, at 46 borgere i eget hjem nu har anmeldt sig bestjålet i et forskelligt omfang, hvor de egentlig skulle have modtaget hjælp fra den pågældende hjemmehjælper.

Det er elleve flere anmeldelser siden februar.

Og endelig kan politiet melde, at den samlede værdi, der angiveligt er blevet stjålet for, nu overstiger en million kroner. Den hidtidige melding hed »en par hundrede tusinde kroner«.

Det er borgere, der selv har henvendt sig til politiet, hvor man i forbindelse med efterforskningen har kunnet konstatere, at henvendelsen har været med rette, mener politiet:

»De nye henvendelser er kommet på baggrund af opslag og omtale i pressen.«

»Det er meget bekymrende. At man betror sig til et menneske, som egentlig er der for at udøve et job og hjælpe – og så begår det her. Det er rigtig træls,« lyder kommentaren fra Mikkel Brügmann.

Ifølge politiet, som i januar foretog anholdelse og sigtede manden for de omfattende tyverier, stjal den 62-årige de første genstande i 2020 – og fortsatte indtil begyndelsen af 2022, hvor han blev anholdt.

Det er primært smykker, sølvtøj, mønter og pyntegenstande, den 62-årige er mistænkt for at have stjålet. Nordjyllands Politi ønsker ikke at oplyse, hvordan han forholder sig til anklagerne.

Politiet har efterforsket sagen siden november. Dengang var det en borger, der havde fået stjålet nogle genstande, herunder jubilæumsmønter, fra sit hjem.

Den 62-årig var den eneste, der havde været på adressen i det formodede gerningstidspunkt. Og det gav mistankegrundlag til at indlede en efterforskning, der nu har vokset sig større.

En af vielsesringene, politiet leder efter ejeren til. Foto: Nordjyllands Politi
En af vielsesringene, politiet leder efter ejeren til. Foto: Nordjyllands Politi
Vis mere

Den 62-årige blev som følge af sagen fyret omgående af Rebild Kommune.

»Vi er dybt berørte af denne sag og kede af det på vegne af de borgere, der har været udsat for tyveri. Samtidig er vi kede af det for kollegerne i hjemmeplejen, for det påvirker naturligvis alle, når den slags sker,« har Birgitta Sloth Christiansen, ansvarlig for Center Pleje og Omsorg i kommunen, sagt til B.T., hvorefter hun tilføjede:

»Vores medarbejdere er både dygtige og engagerede, men alligevel har vi altså her et tilfælde, hvor tilliden er blevet brudt«.

Mikkel Brügman tilføjer afslutningsvis, at efterforskningen ikke er afsluttet – og der er derfor ikke rejst en endelig tiltale mod manden på nuværende tidspunkt.

Han sidder dog ikke fængslet, oplyser politiet.