Tre teenagedrenge i hættetrøjer og håndjern blev tirsdag fulgt ind i retslokalet i Retten i Glostrup.

Flankeret af politimænd satte de sig midt i lokalet for at høre, hvorvidt de fortsat skulle være varetægtsfængslet i sagen om det grove overfald på 17-årige Marcus Alexander Aroli på Albertslund Station 14. februar.

Og det skulle de, bestemte dommeren. 14 dage yderligere.

Marcus Alexander Aroli blev uprovokeret overfaldet af en større gruppe drenge på Albertslund Station sidste måned, hvor han fik adskillige knytnæveslag i ansigtet og blev forsøgt skubbet ud foran et tog flere gange, mens hans lillesøster så på.

»Det er meget betryggende,« siger Marcus Alexander Aroli, da han tirsdag hører, at hans overfaldsmænd forbliver varetægtsfængslet – forhåbentlig indtil den endelige retssag, der endnu ikke er berammet, løber af stablen.

»Det er godt, for hvis de blev sat fri, ville jeg være bange for, at de kunne misbruge den frihed til måske at få hævn. Eller måske kontakte nogen, der kunne hjælpe dem med at få hævn,« siger han og begrunder sin mistanke om hævn med, at han har åbnet op om overfaldet i medierne.

To af de sigtede drenge i sagen er af anden etnisk herkomst end dansk, mens den tredje er etnisk dansker.

Retsmødet blev tirsdag lukket for pressen, ligesom der blev nedlagt navneforbud, blandt andet med den begrundelse, at der stadig er gerningsmænd på fri fod.

Marcus Alexander Aroli på B.T.s redaktion fem dage efter det voldelige overfald på Albertslund Station
Marcus Alexander Aroli på B.T.s redaktion fem dage efter det voldelige overfald på Albertslund Station Foto: Trina Nielsen
Vis mere

Marcus Alexander Aroli håber, at de resterende gerningsmænd bliver fundet, men han er ikke i tvivl om, at de tre, der lige nu er i politiets varetægt, også er de tre, der var grovest ved ham under overfaldet.

»Jeg tænker på, at der stadig er nogle på fri fod. Men heldigvis fik politiet hurtigt fundet de her tre personer, og det var i hvert fald også dem, der var hårdest mod mig,« siger han.

Lige nu glæder Marcus Alexander Aroli sig bare til, at det hele er overstået, så han kan få sat et endeligt punktum og forsøge at komme videre i en hverdag, der siden overfaldet har stået meget stille.

»Hvis de får en meget mild straf, vil jeg ikke synes, det er i orden, når man ved, at de har gjort det før,« siger han og fastslår, at han ikke er i tvivl om det:

»Der er folk, der har kontaktet mig, som er blevet overfaldet af de samme for flere måneder tilbage. Og de kunne genkende dem allesammen.«

Det voldsomme overfald varede omkring en halv time med adskillige knytnæver i ansigtet, spark i knæhaserne og flere forsøg på at skubbe Marcus Alexander Aroli ud foran et kørende tog.

Og netop det, at de ihærdigt forsøgte at skubbe ham ud på skinnerne, så snart et tog kom kørende, håber Marcus Alexander Aroli, vil blive taget alvorligt i retten.

»De håber jeg, at de vil fokusere på. Det er jo drabsforsøg.«

Den 17-årige sigtede i sagen, hvor der altså er nedlagt navneforbud, var den første, politiet anholdte, og han har indtil tirsdag siddet 16 dage i varetægt.

Den 15-årige sigtede meldte sig selv til politiet to dage efter og har altså siddet 14 dage indtil nu, og den 16-årige sigtede har siddet 11 dage i alt.