Et skridt ad gangen. Sådan overkommer 17-årige Marcus Alexander Aroli lige nu tilværelsen efter det voldelige overfald, han var udsat for sidste fredag.

Han har forsøgt at være stærk igennem det hele, men har nu indset, at han har brug for hjælp.

Derfor skal han til krisepsykolog på mandag.

»Det er ikke, fordi jeg prøver at glemme mine følelser, men jeg prøver at lægge lidt låg på og fokusere på nogle andre ting. Lige nu handler det om at komme ud med min historie og lukke af for det traumatiske i det. Det er sådan en midlertidig væg for alt det svære, der nu skal brydes ned,« siger Marcus Alexander Aroli.

Marcus Alexander Aroli på B.T.s redaktion fem dage efter det voldelige overfald på Albertslund Station
Marcus Alexander Aroli på B.T.s redaktion fem dage efter det voldelige overfald på Albertslund Station Foto: Trina Nielsen
Vis mere

Til at starte med tilbød de ham en krisepsykolog i Albertslund. Men det takkede han pænt nej tak til.

Marcus Alexander Aroli vil aldrig nogensinde sætte sine ben i bydelen igen, efter han fredag blev tæsket af ni drenge på Albertslund Station og forsøgt skubbet ud foran et tog for øjnene af sin lillesøster.

Har du været udsat for vold, chikane eller andre ubehagelige oplevelser på en togstation eller i et tog, så hører vi gerne fra dig på trin@bt.dk

Onsdag er han for første gang længere væk end den Meny, der ligger fem minutter væk fra hjemmet, da han er inde på B.T.s redaktion i Pilestræde for at fortælle sin historie live på Facebook og svare på spørgsmål fra B.T.s læsere.

»Det føles rart at komme lidt ud. Ligesom for at overbevise min hjerne om, at der ikke sker noget igen. Det kan jeg selvfølgelig ikke være helt sikker på, men jeg håber, at der ikke sker mere, nu hvor folk kender min historie,« siger Marcus Alexander Aroli og fortsætter:

»Jeg er selvfølgelig stadig paranoid og bange for, der vil ske noget. Men i sidste ende er jeg også nødt til at overbevise min hjerne om, at det gør der ikke.«

De seneste par dage har bare handlet om at prøve at få ro i hovedet og omringe sig selv med venner og positiv energi derhjemme, fortæller den 17-årige dreng, hvis klassekammerater i 10. klasse startede i skole igen efter vinterferien i mandags.

Han ved ikke, hvornår han selv har mod og overskud til at komme tilbage til skolen, og det har hans venner i klassen forståelse for.

Marcus Alexander Aroli sammen med familiens hund
Marcus Alexander Aroli sammen med familiens hund Foto: Trina Nielsen
Vis mere

En af 10. klasse-veninderne kom forbi den anden dag, fortæller han. Og hun kunne hjælpe både Marcus Alexander Aroli og politiet videre i sagen, viste det sig.

»Min veninde kendte nogle af dem fra overfaldet – eller hun fulgte dem på Instagram. Så det var faktisk hende, der hjalp mig med at finde tre-fire profiler, hvor jeg straks kunne genkende to af dem fra overfaldet,« fortæller Marcus Alexander Aroli.

Han sendte profilerne videre til politiet, og en af dem, han sendte videre, er nu også en af de to, der er anholdt, fortæller Marcus Alexander Aroli.

Det har hjulpet Marcus Alexander Aroli med at finde en smule mere ro, at to af hans overfaldsmænd nu er anholdt.

Men hverdagen er gået i stå, og nerverne er tyndslidte. Derfor tager han mandag til en krisepsykolog, hvor han har fået tilbudt fem samtaler gennem sin ulykkesforsikring

Det samme har hans 12-årige lillesøster, der frygtede at miste sin bror, da hun overværede hele overfaldet.

»Jeg er selv overrasket over, hvor meget det faktisk har påvirket mig. I går kunne jeg ikke falde i søvn før klokken halv fem om morgenen, og sådan har det også været alle de andre dage efter overfaldet. Jeg kan ikke få ro i hovedet,« siger Marcus Alexander Aroli.