Albertslund Station har de seneste dage måttet lægge både fliser og ruder til trusselsbeskeder og propaganda-plakater.

Det sker efter weekendens overfald på 17-årige Marcus Alexander Aroli, der blev tæsket og forsøgt skubbet ud på skinnerne foran et tog af ni drenge, mens hans lillesøster så på.

Mandag efter overfaldet var der skrevet med hvide graffitibogstaver på fliserne foran Albertslund Station.

'Perkere/plastikperkere, kom her fredag kl. 22, så får I tæ...,' stod der.

Og tirsdag var hele stationen så plastret til med klistermærker og propagandaplakater fra Den Nordiske Modstandsbevægelse 'Nordfront', som er en selverklæret nationalistisk kampbevægelse.

'White Revolution' og 'Til kamp for Norden' stod der blandt andet på plakaterne på stationens mure og ruder.

Marcus Alexander Aroli bliver både vred og ked af det, når han hører, at nogle mennesker tydeligvis forsøger at få overfaldet på ham drejet i en bestemt retning.

»Jeg synes ikke, det er okay, at man fordrejer overfaldet på mig og den situation, jeg er i, til noget racistisk eller racerelateret. 'Så var det, fordi han var hvid, han blev slået ned'... Jeg synes slet ikke, det er sådan, man skal se på det,« siger Marcus Alexander Aroli.

På Albertslund Station mandag morgen stod der skrevet med graffiti: 'Perkere/plastikperkere, kom her fredag kl. 22, så får I tæ...
På Albertslund Station mandag morgen stod der skrevet med graffiti: 'Perkere/plastikperkere, kom her fredag kl. 22, så får I tæ... Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Da han valgte at stå frem med sin historie, var det, fordi han ville sætte fokus på og advare om, at der findes voldsparate typer derude.

Det har aldrig handlet om, hvilken etnicitet hans overfaldsmænd havde. Og han bliver frustreret og trist, når det er det, der bliver fokuseret på.

»Det har ikke noget at gøre med, hvilken oprindelse du har. Om du er af anden etnisk herkomst eller er fuldt ud dansk, så er det vigtigste at fokusere på de her mennesker, der gør de her ting, og få dem fanget,« siger han.

To drenge på henholdsvis 15 og 17 år er indtil videre sigtet og varetægtsfængslet for overfaldet på Marcus Alexander Aroli. Den 17-årige anholdte er etnisk dansk.

B.T. har onsdag forsøgt at få en kommentar fra Københavns Vestegns Politi angående de nye plakater fra 'Nordfront' på Albertslund Station, og de har sendt følgende mailsvar:

»Københavns Vestegns Politi har ved Albertslund S-togsstation registreret et antal opsatte plakater og lignende, er ved at undersøge sagen og har aktuelt en øget opmærksomhed i området.«

Og tirsdag kom politiet med følgende i forbindelse med graffiti-beskeden på fliserne:

'Københavns Vestegns Politi registrerede mandag eftermiddag et graffitihærværk med hvid spraymaling på fliser ved Albertslund S-station. Graffitien er fjernet, men blev formentlig påført i tiden op til kl. 14.45 mandag, hvor det blev opdaget. Politiet undersøger nu sagen og hører gerne fra eventuelle vidner med oplysninger – kontakt i så fald Københavns Vestegns Politi på telefon 43 86 14 48.'