Seksuelt misbrugt? Hvad? Hvordan? Hvem?
Nogenlunde sådan hobede spørgsmålene sig op i Nikolajs sind, da han ud af det blå fik at vide, at hans 14-årige datter var blevet sexmisbrugt.
Indtil senioranklager hos Københavns Politi Søren Harbo i Københavns Byret den 10. oktober 2018 læste det op fra sine sagsakter, havde Nikolaj ikke den fjerneste idé om, at datteren var blevet seksuelt forulempet.
Nikolajs datter er den 14-årige pige, der i en lejlighed på Østerbro i København - omtalt som 'Dødslejligheden' - i marts 2018 fik hjertestop som følge af en overdosis af bl.a. receptpligtig medicin og MDMA.
Pigen blev svært hjerneskadet, fordi hun den skæbnesvangre martsaften ikke modtog nødvendig lægelig hjælp i tide. En hjælp, som pigens mor nu sidder fængslet for at nægte hende adgang til.
Det var netop under straffesagen mod moderen, at senioranklager Søren Harbo plæderede for, at moderen ikke havde formået at skærme datteren mod stof- og sexmisbrug, imens de boede sammen i lejligheden på Østerbro.
Oplysningerne blev fremført i en kort bisætning under anklagerens dokumentation og gav altså ikke yderligere detaljer om sexmisbruget.
Siden har Nikolajs tanker og ikke mindst frygt for, hvad datteren reelt har været igennem, resulteret i hovedbrud, søvnbesvær og det, der rent psykisk er langt værre.
»Jeg er totalt rystet og forvirret. Hvad er det, de mener? Hvad er det, der er sket med mit barn? Hvem har gjort det her?« spørger Nikolaj.
Spørgsmålene hænger stadig i luften. Indtil videre har han ikke kunnet få et klart svar på, hvad hans datter har været udsat for.
Borgercenter Handicap, som ligger under Socialforvaltningen i Københavns Kommune, og som nu varetager datterens sag, har nægtet Nikolaj aktindsigt i datterens personsag.
Det skyldes, at han ikke har del i forældremyndigheden over pigen. Det har moderen, som altså nu sidder fængslet for ikke at hjælpe datteren den pågældende aften i lejligheden på Østerbro.

Anmodningen om indsigt - i hvad der lå til grund for sætningen vedrørende stof- og sexmisbrug - bad Nikolaj specifikt om under et møde med Borgercenter Handicap den 30. oktober 2018.
Det fremgår af det brev, hvori Københavns Kommune den 7. december 2018 giver afslag med følgende begrundelse:
'Borgercenter Handicap har vurderet, at de udeladte dokumenter er private oplysninger om L (datterens navn, red.), som er væsentlige at beskytte. Det er et væsentligt hensyn, som vejer tungere end din interesse om aktindsigt. Borgercenter Handicap har i denne sammenhæng også vurderet, at de oplysninger, I henviser til at have hørt læst op i Retten, også omhandler private oplysninger om L.'
B.T. har været i kontakt med Socialforvaltningen i Københavns Kommune, som understreger, at de ikke kan gå ind i den konkrete sag, men at de har handlet i forhold til retspraksis på området.
Nikolaj overvejer nu at klage til Ombudsmanden over, at Københavns Kommune ikke handlede - eller gjorde nok - trods flere bekymrede henvendelser vedrørende datteren.




