To af dem, der har betalt den højeste pris som følge af tragedien i lejligheden på Østerbro – moren til den afdøde 14-årige dreng og faren til den 14-årige pige, der fortsat ligger i koma – mener ikke, at politiet har været deres ansvar voksent.

De forstår ikke, hvorfor de to betjente fra Københavns Politi ikke reagerede – og ikke mindst, at de ikke handlede – da de var i lejligheden på Østerbro første gang kl. 22.15 fredag den 10. marts 2018.

»Det er jo dybt tragisk, at politiet ikke har gjort noget. Enhver betjent burde da kunne se faresignalerne, når der ligger et livløst barn i soveværelset, og alle andre, der render rundt i lejligheden, er vinde og skæve,« siger faderen til den 14-årige pige, der på femte måned ligger i koma som følge af det langvarige hjertestop, hun fik efter at have indtaget en farlig cocktail af euforiserende stoffer og medicin.

Far og datter sammen inden tragedien i marts 2018.
Far og datter sammen inden tragedien i marts 2018. Foto: Privatfoto
Vis mere

Havde politiet reageret på hans livløse datter i soveværelset, er han sikker på, at hun i dag ikke havde ligget hjerneskadet i en sygeseng.

Men politiet reagerede ikke. Ud over at registrere, at pigen 'snorkede voldsomt', som der står i rapporten, de skrev fra besøget i lejligheden kl. 22.15, gjorde de ikke andet end at spørge den 40-årige kvinde – der boede i lejligheden, og som er mor til pigen – om pigen var o.k.

I samme rapport, som B.T. har fået adgang til, skriver politiet, at de skønnede kvinden til at være påvirket af medicin eller euforiserende stoffer, og at hun fremstod 'sløv og snøvlende'. Derudover står der, at der i lejligheden, som virkede ulækker og bar præg af ikke at være rengjort længe, stod halvtomme vodkaflasker på bordet, og at der stod en spand med opkast.

Omgivelserne og moderens påvirkede tilstand til trods valgte politiet at godtage hendes forklaring om, at pigen blot sov, og kort efter køre fra lejligheden igen. Noget, som faderen i dag har svært ved at begribe:

»Hvordan kan de tro på hende? Går man ikke hen og niver eller på en anden måde ser, om der er livstegn? I forhold til førstehjælp er det jo helt logisk, at det er noget af det første, man gør,« siger faderen til B.T.

Snorken er tegn på overdosis

Ifølge Tina Leth Hansen, der i mange år har arbejdet som gadesygeplejerske på Vesterbro og nu arbejder hos Antidote Danmark, hvor hun underviser i, hvordan man håndterer en overdosis og bruger modgift, er den 'voldsomme snorken', som politiet anfører i deres rapport, et af de første, tydelige tegn på en opioid-overdosis.

»Den snorken har ikke noget med søvn at gøre. Det er meget alvorligt, og i det her stadie skal man reagere meget hurtigt, for det er superfarligt,« siger Tina Leth Hansen og forklarer, at opioid-overdoser påvirker vejtrækningscenteret i hjernen, hvilket afskærer kroppen fra ilt.

I anklageskriftet mod moderen, som er tiltalt for at hensætte de to teenagere i hjælpeløs tilstand, står der, at den 14-årige pige ud over hash, MDMA og rivotril havde indtaget metadon, som er et opioid.

Tina Leth Hansen kan ikke kommentere den konkrete sag og vil ikke vurdere, om politiet burde have reageret på pigens snorken. Dog siger hun, at politiet i høj grad bør have viden om overdoser og modgift samt en god og bred viden om, hvilke symptomer de skal reagere på.

»Har ikke taget det seriøst«

Over for B.T. stiller moderen til den afdøde dreng sig lige så uforstående over for politiets ageren. Eller mangel på samme. Hun forstår ikke, hvordan betjentene i en lejlighed, som kun har tre værelser, kan overse to børn, der desperat har brug for hjælp.

Moderen til den 14-årige dreng.
Moderen til den 14-årige dreng. Foto: Sisse Stroyer
Vis mere

»Det virker ikke, som om de har taget det seriøst, men bare har skyndt sig ud igen,« siger moderen, der undrer sig over, at politiet slet ikke er gået ud på lejlighedens badeværelse, hvor hendes søn ifølge anklageskriftet lå 'hjælpeløs og ukontaktbar på badeværelsesgulvet'.

»Havde de gjort det, kunne min søn muligvis have været reddet og pigen have undgået en hjerneskade.«

Københavns Politi har ikke ønsket at kommentere sagen.

Den 40-årlige kvinde nægter sig skyldig i samtlige tiltaleforhold.