En seksårig dreng er lørdag eftermiddag omkommet i forbindelse med en ulykke ved Hørsholm i Nordsjælland.

Det skriver Hørsholm Kommune på sin hjemmeside.

Ulykken skete i forbindelse med et floorball-arrangement i Hørsholm Hallen, oplyser kommunen.

Nordsjællands Politi bekræfter, at en seksårig dreng er død i forbindelse med en tragisk ulykke.

»Jeg kan bekræfte, at en seksårig dreng er afgået ved døden. Vi betragter det på nuværende tidspunkt som en ulykke. Der er ikke indikationer på, at der er tale om et strafbart forhold,« siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Jakob Tofte til B.T.

Anmeldelsen indløb klokken 13.59.

»Anmeldelsen går på, at man ikke kan finde en seksårig dreng. Han meldes savnet. Det tager vi alvorligt og kører til stedet. Vi begynder at hjælpe med at kigge efter den her dreng. Jeg kan ikke komme ind på omstændigheder og hændelsesforløb endnu, da der er en del, vi skal undersøge til bunds. Men drengen bliver fundet, og det ligner, der er sket en ulykke i forbindelse med sammenrulningen af en hoppeborg, man var færdig med at bruge« siger Jakob Tofte og tilføjer:

»Drengen omkommer så under de her tragiske omstændigheder.«

Den ene af drengens forældre var til stede ved floorball-arrangementet.

»Begge forældre er underrettet,« siger Jakob Tofte.

Politiet har foretaget tekniske undersøgelser på stedet for at finde frem til en årsag til ulykken, men det er endnu for tidligt at drage konklusioner, fastslår Jakob Tofte.

Både politiet og arrangørerne har sørget for et kriseberedskab til de personer, der var til stede ved ulykken.

B.T. følger sagen.