Først bremser den, så tænder blinklyset og til sidst trækker den hvide bil til venstre.

Direkte over den dobbelte spærrelinje og med 80 km/t ind på de modkørendes vejbane.

Sådan lyder beskrivelsen af en video, som B.T. i denne artikel kan vise. Heldigvis endte den ikke med en ulykke.

Videoen er optaget på Hillerødmotorvejens forlængelse, hvor mindst 18 mennesker siden 1998 har mistet livet. I samme periode er mere end 75 blevet alvorligt tilskadekomne.

En stor del af forlængelsen er en såkaldt 2+1 vej, hvor overhalingsporet skifter retning løbende, og ved mange af ulykkerne er det netop det, som en uopmærksom bilist har overset.

Når du kun har ét spor, bliver det signaleret med en dobbelt spærrelinje, men den er der i visse tilfælde nogle bilister, der ender med at krydse.

Det er i hvert fald tilfældet i de to klip, som B.T. op til denne artikel har fået tilsendt.

Klippene stammer fra to danske bilisters dashcam, der har optaget hændelserne inden for det seneste år, da de kom kørende på Hillerødmotorvejens forlængelse.

I begge tilfælde kan man se, at der i kørselsretningen kun er ét spor, men at en bil pludselig krydser en spærrelinje og kører over i de modkørendes spor. 

Heldigvis rammer de to biler i videoerne ikke nogen modkørende. Det er desværre ikke alle, der er så heldige.

Senest mistede to personer livet på strækningen i slutningen af marts, da de kørte frontalt sammen. Tirsdag morgen fandt endnu en ulykke sted - her blev to mænd kørt til traumecentret. De blev onsdag morgen begge meldt uden for livsfare.

Har du været impliceret i en ulykke på forlængelsen, eller kan du på anden vis bidrage til B.T. dækning? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk.

B.T. talte tirsdag med flere borgere, der grundet de mange ulykker simpelthen ikke tør køre ud på Hillerødmotorvejens forlængelse.

En af dem er Vibeke Annette Andersen-Prüss.

»Jeg kalder det 'dødens motorvej', og det er på grund af alle de ulykker, der er sket herude. Så jeg kører en omvej, når jeg skal til eller fra Gilleleje - det kan jeg godt love dig. Jeg tør ikke andet,« siger Vibeke Annette Andersen-Prüss.

Læs hele den artikel her

Vibeke, flere andre borgere og fire borgmestre ønsker, at Vejdirektoratet skal kigge på muligheden for midlertidige sikkerhedstiltag, før forlængelsen efter planen skal udvides til en reel motorvej i slutningen af 2027.

Fra Vejdirektoratet lyder det i et skriftligt svar:

»På nuværende tidspunkt er politi og bilinspektører i gang med den tekniske undersøgelse af dødsulykken d. 26. marts for bl.a. at klarlægge, hvilke faktorer der har været medvirkende til ulykkens opståen og alvorlighed. I den forbindelse vil det også blive klarlagt, om der er forhold på vejen, der har været medvirkende årsag til ulykken.«

»Når den tekniske undersøgelse foreligger, vil vi i samarbejde med politiet vurdere, om der er sikkerhedsmæssige tiltag, der hensigtsmæssigt kan tages i anvendelse i den resterende del af anlægsperioden.«