Marokkanske myndigheder er onsdag aften gået ud med billeder af de tre mænd, der er efterlyst for dobbeltdrabet på danske Louisa Vestager Jespersen og Maren Ueland i Marokko.
Myndighederne har foreløbigt ikke offentliggjort navnene på de efterlyste.
Det rapporterer norsk TV2 ifølge nyhedsbureauet NTB.
En mand blev tirsdag anholdt i Marrakesh, der ligger cirka 60 kilometer nord for Imlil i Atlasbjergene, hvor kvinderne blev fundet mandag morgen. Tre andre mænd er også mistænkt for dobbeltdrabet.

Tirsdag formiddag oplyste en marokkansk embedsmand til det norske medie VG, at manden, der var anholdt, under en afhøring havde udpeget tre andre marokkanske mænd i sagen.
To mænd blev kort tid efter pågrebet. De blev imidlertid løsladt efter afhøring, fik VG oplyst onsdag aften.
Ifølge lokale medier efterforsker myndighederne drabene som en terrorhandling, da den anholdte ifølge anklagemyndigheden i landet har forbindelse til en terrorgruppe. Det skriver nyhedsbureauet AP.
En unavngiven kilde tæt på den marokkanske efterforskning oplyser til VG, at de tre efterlyste mænd eftersøges over hele Marokko. Mændene skal være født mellem 1985 og 1993.
VG skriver, at marokkansk politi jagter dem med helikopter. Politiet har angiveligt mistanke om, at de opholder sig i udkanten af storbyen Marrakesh.
Både den anholdte og de tre mistænkte mænd har angiveligt svoret troskab til den militante gruppe Islamisk Stat (IS), oplyser VG's kilde.
/ritzau/