Jane Heitmann vandrede sidste sommer alene fra landsbyen Imlil mod bjerget Toubkal i Marokko. Det er på samme rute, danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland blev fundet dræbt mandag morgen i deres telt.

»Jeg blev simpelthen så trist og ked af det, da jeg hørte om det. Min tur står for mig som noget helt særligt,« siger hun.

50-årige Jane Heitmann, der er sundhedsordfører for Venstre, vandrede alene med sin guide Hassan og et af hans mandlige familiemedlemmer. Hun fortæller, at hun oplevede hele turen som tryg og fantastisk.

»Turen gennem de smukke Atlasbjerge var en sjælerejse for mig. Derfor gør det mig utrolig ked af det på pigerne og deres familiers vegne. Men vreden har også meldt sig. Jeg er vred over, at nogen kan finde på at gøre det,« siger hun.

Jane Heitmann i Atlas-bjergene.
Jane Heitmann i Atlas-bjergene. Privat

»Vi var ude hele dagen, lavede mad over bål og sad udenfor om aftenen og kiggede på bjergene,« siger Jane Heitmann.

De seneste dage har hun ligesom mange andre danskere fulgt med i nyhederne om drabet på de to unge kvinder. Onsdag meldte PET, at sagen bliver efterforsket som terror, da den ene anholdte i sagen har forbindelser til en ekstremistisk gruppe. Tre andre er eftersøgt af marokkansk politi.

Det er meget langt fra den oplevelse, Venstre-politikeren havde i Atlasbjergene.

»Jeg følte mig fuldstændig tryg og rolig under hele turen.«

Grafik: VG.no

Grafik: Tom Byermoen, VG; Kilder: Medias24.com, Google Earth, Mapbox
Grafik: Tom Byermoen, VG; Kilder: Medias24.com, Google Earth, Mapbox

Undervejs på turen besøgte Jane Heitmann lokalbefolkningen, sov i fælles sovesale uden lås på døren og lavede mad over bål.

»Jeg mødte kun venlighed, og jeg havde nogle helt fantastiske dage. Når man sover i et guesthouse, ved man ikke, hvem man vågner op ved siden af om morgenen. Det er en enorm frihed at rejse på den måde. Derfor vil jeg være umådelig ked af det, hvis man ikke længere kan rejse på den her måde,« siger Jane Heitmann.

Men drabet på Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland har kastet et nyt lys over, hvordan verden også kan være.

»Det er jo et gigantisk wakeupcall i forhold til, hvor brutal virkeligheden kan være,« siger hun.

Louisa Vesterager Jespersen blev fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko. Hun blev 24 år.
Louisa Vesterager Jespersen blev fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko. Hun blev 24 år. Facebook