PET og Rigspolitiet undersøger stadig video, der angiveligt viser drabet på den danske og den norske kvinde.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) er torsdag først på eftermiddagen fortsat i gang med at undersøge ægtheden af den video, der angiveligt skulle florere på nettet af drabene på to unge kvinder i Marokko.

Det oplyser PET i en pressemeddelelse.

- Der har været forlydender i internationale medier om, at danske myndigheder skulle kunne bekræfte ægtheden af den video, som angiveligt viser drabet på en af de to dræbte kvinder i Marokko.

- PET er sammen med Rigspolitiet fortsat i gang med at analysere videoen, og vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget nærmere om videoens ægthed, hedder det i en pressemeddelelse udsendt klokken 13.15.

24-årige danske Louisa Vesterager Jespersen og hendes norske veninde, 28-årige Maren Ueland, blev mandag fundet dræbt ved deres telt i et populært vandreområde ikke langt fra landsbyen Imlil.

Kvinderne var på en måned lang ferie i landet, hvor de angiveligt var på vej til at bestige Nordafrikas højeste bjerg, Toubkal.

De to kvinder studerede sammen på et universitet i Bø i Telemark i Norge. De gik på andet studieår på studieretningen friluftsliv-, kultur- og naturvejledning og var erfarne vandrere.

Fire personer er anholdt af myndighederne i Marokko.

/ritzau/