Satudarah afviser at være del af den igangværende konflikt, der har ført til fire skudepisoder siden torsdag i sidste uge.

I en mail, som klubbens talsmand har sendt til B.T., afviser Satudarah at have noget med de seneste dage skyderier.

»Vi er ikke, og har ikke været del af nogen konflikt. Vi er en mc-klub, der har som interesse at køre mc og dyrke fællesskabet om dette, og vi har ingen interesse i at være i konflikt,« udtaler talsmanden.

Af en konfliktvurdering som Rigspolitiet udarbejdede 30. november - dagen inden skuddrabet på Nørrebrogade - fremgår det ellers, at bandegrupperingerne NNV og Satudarah for ganske nyligt har ligge i væbnet konflikt.

2. december blev en 27-årig mand skudt på hjørnet af Nørrebrogade og Sorgenfrigade.
2. december blev en 27-årig mand skudt på hjørnet af Nørrebrogade og Sorgenfrigade. Foto: Foto: Marcus Mørk / Byrd
Vis mere

Konfliktvurderingen er udarbejdet på baggrund af efterretninger fra Politiets Nationale Efterretningscenter.

»NEC vurderer endvidere, at Satudarah MC har stået bag en eller flere voldelige hændelser af denne karakter, som er rettet mod NNV-Gruppen, og at NNV-Gruppen tilsvarende har stået bag en eller flere voldelige hændelser af denne karakter, som er rettet mod Satudarah MC. NEC vurderer herudover, at hændelserne har fundet sted som led i konflikten mellem disse grupperinger. NEC vurderer bl.a. på denne baggrund, at der aktuelt består en risiko for yderligere lignende voldelige hændelser,« lyder det i konfliktnotatet.

Af et oversigtsdiagram over konflikter i rocker- bandemiljøet, som Rigspolitiet har udarbejdet for nyligt, fremgår det, at konflikten mellem NNV-gruppen og Satudarah er aktiv.

Noget kan dog godt tyde på, at drabsbølgen, der blev indledt torsdag, sker som led i en konflikt der er opstået, efter Rigspolitiet formulerede konfliktvurderingen omhandlende Satudarah og NNV.

NNV-gruppen menes at udgøre den ene part i den nye konflikt, fordi en mand i 20'erne, der torsdag blev skudt og dræbt på hjørnet af Sorgenfrigade og Nørrebrogade, havde forbindelse til NNV.

En 21-årig svensker er sammen med en 18-årig dansker anholdt i sagen, og flere andre skudofre i den verserende konflikt har ifølge B.T.s oplysninger familiære forbindelser til Sverige.

I et interview med Radio Loud i går udtalte gadeplansarbejderen Khalid Alsubeihi, at skyderierne drejer sig om en kamp om territorier.

»Særligt Satudarah er meget aktive for at udvide deres territorium,« lød det mandag morgen fra Khalid Alsubeihi til programmet 'Reporterne' på Radio Loud.

En yngre mand i midten af 20erne blev torsdag dræbt af mindst ét skud i ryggen fra en Glock-pistol på hjørnet af Nørrebrogade og Sorgenfrigade.
En yngre mand i midten af 20erne blev torsdag dræbt af mindst ét skud i ryggen fra en Glock-pistol på hjørnet af Nørrebrogade og Sorgenfrigade. Foto: Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Satudarahs talsmand afviser dog, at Satudarah spiller en rolle i de seneste dages skudvekslinger, der har ført til tre dræbte og fire sårede.

»Disse usande oplysninger fra jeres kilder, stemmer ikke overens med sandheden, hvilket vi håber i vil notere i jeres artikel,« oplyser pressetalsmanden i en mail.

B.T. har bedt Rigspolitiet om en kommentar om, hvem de mener står bag de senere tids skyderier og hvilke efterretninger der ligger til grund for konfliktvurderingen.

Rigspolitiet ønsker dog ikke at udtale sig om, hvad de mener ligger til grund for de fire skudepisoder.

»Der har den seneste tid været øget aktivitet på rocker-/bandeområdet, hvilket blandt andet har resulteret i flere skyderier i hovedstadsområdet. Af efterforskningsmæssige hensyn kan vi ikke gå i detaljer med de enkelte grupperinger og deres tilhørsforhold og metoder, men vi kan sige, at vi følger udviklingen meget tæt og er klar til at sætte ind med de værktøjer, vi har til rådighed, ligesom vi vil være mere til stede og skabe tryghed i de udsatte områder. Det er fuldstændig uacceptabelt, at der bliver skudt på åben gade i Danmark, og vi strammer derfor grebet over for de kriminelle grupperinger den kommende tid,« udtaler vicepolitiinspektør ved Nationalt Efterforskningscenter Søren Have Enevoldsen i en mail til B.T.

Ved du noget om de seneste dages skyderier? Så send en mail til jvla@bt.dk.

Andre læser også