En betjent var tilfældigt på stedet, da en mistænkelig bil blev stoppet ved nattetide. Godt 24 timer senere efter var han og hans kollega de første betjente ved gerningsstedet, efter der var stukket ild til Frisør Yomok i Rødovre.

Politiet kæder de to episoder sammen, og tre mænd er nu tiltalt for at have spillet hver deres rolle i sagen. En fjerde har været tiltalt, men er udskilt fra sagen, fordi han menes at opholde sig i Tyrkiet.

Alle tre nægter sig skyldige og har afgivet forklaring tidligere ved retssagen.

To er tiltalt for at have deltaget ved selve brandstiftelsen natten til 4. februar 2022, mens to af de tre er tiltalt for at have været del af et forsøg på brandstiftelse, der dog ikke blev til noget, natten før. 

To dunke benzin
Og der var her, at betjenten og hans kollega fik øje på en mistænkelig bil, der kørte på Tårnvej i Rødovre:

»Den kører over for rødt. Og så følger vi efter. Da vi tænder blinket for at standse den, ser vi, at chaufføren hopper om på bagsædet,« forklarede betjenten ved tirsdagens retsmøde.

I bilen fandt betjentene blandt andet på gulvet ved bagsædet to dunke, der var halvt fyldt med benzin.

De to mænd fik lov at gå igen, da betjentene var færdige med at kigge både dem og bilen efter i sømmene.

Men efterfølgende er der rejst tiltale for episoden, fordi anklagemyndigheden mener, at mændene i bilen var på vej ud for at stikke ild til Frisør Yomok.

Den ene af de to, der sad i bilen, da den blev stoppet, er den mand, der nu opholder sig i Tyrkiet.

Var på vej hjem
Den anden har forklaret, at han var på vej ud til sin søster i Rødovre, hvor han dengang boede. Han havde ikke det fulde overblik over, hvad der var i bilen, som også andre kørte rundt i.

Han havde i øvrigt selv lånt bilen af en af de andre, der er tiltalt i sagen.

Sendt til brand
Natten efter var betjenten og hans kollega igen på patrulje, da omkring klokken 03 blev sendt til Frisør Yomok, der lå på Islevbrovej i Rødovre.

Kort efter ankom de til gerningsstedet, hvor det brændte kraftigt fra butikkens baglokale. Betjentene tog nogle billeder af branden, og billederne blev lagt frem ved tirsdagens retsmøde. 

Det ene viste, hvordan voldsomme flammer slog ud igennem et gavlvindue. Samtidig lå et facadevindue knust på fortovet, som var det blevet blæst ud.

Brandvæsnet var hurtigt på stedet og fik ilden under kontrol. Her bemærkede betjentene, at der lå en brosten i vindueskarmen til gavlvinduet, forklarede betjenten.

Kunne være mistænkt
Han forklarede ligeledes, at de også havde kontaktet ejeren af butikken:

»I og med at der havde været en episode forinden, kunne han på det her tidspunkt måske være en form for mistænkt, fordi han måske kunne have haft interesse i at sætte ild på salonen,« forklarede betjenten.

Ejeren har ikke været sigtet eller tiltalt i sagen. 

Men episoden, som betjenten hentydede til, var skyderiet, der udspandt i samme butik 3. december 2021 – to måneder før branden – hvor én blev dræbt og to såret, da maskerede gerningsmænd trængte ind i butikken og affyrede en serie skud.

Omtalte skyderi var formentlig hævn for en likvidering begået dagen før på Nørrebro.

Hævndrab
Her mistede et NNV-medlem livet, og to mænd med tilknytning til NNV-banden er tiltalt i drabssagen, mens yderligere tre, der på daværende tidspunkt var topfolk i NNV-banden, er sigtet. 

Da retssagen om branden begyndte, ridsede anklager, Rasmus Petersen, kort drabssagen op, som han i samme åndedrag kaldte nødvendig baggrundsviden

Hør mere om den kriminelle underverden her: