»Jeg er ikke i tvivl. Den sten kunne have slået min hustru ihjel, hvis den var gået igennem ruden.«

Steen Hagedorn blev onsdag eftermiddag endnu en i rækken af danskere, som er blevet ramt af stenkast på de svenske veje.

»Vi kommer kørende på hovedvej 23 nær Växjö, da vi pludselig hører et kæmpe brag inde i kabinen. Lige i starten opdager jeg ikke noget, fordi jeg bliver blændet, men det går hurtigt op for mig, at ruden er smadret, og så tænker jeg straks, at det er et stenkast,« fortæller Steen Hagedorn.

Rystet af det voldsomme chok formåede Steen Hagedorn at bevare roen og undlod at foretage en undvigemanøvre, som i værste fald kunne være endt fatalt.

»Og så kigger jeg over på min kone, som var med i bilen, for at se, om hun er kommet noget til. Hun er selvfølgelig chokeret, men er uskadt, og det samme er jeg.«

Steen Hagedorn og hustruen kørte et par hundrede meter videre, inden de kunne holde ind til siden. Her fik de prajet en svensk kvinde ind, som kunne hjælpe dem med at anmelde sagen til politiet.

»Jeg vil sikre mig, at der ikke var nogen misforståelser, når vi ringer. De slår det imidlertid først hen med, at det nok var et stenslag, men da sagens alvor går op for dem, rykker de ud med en patrulje.«

Samtidig kom Steen Hagedorn i tanke om, at han ugen forinden havde købt en gps med et såkaldt dashcam i, som filmer ud ad forruden.

Sten Hagedorn ved sin bil, der har taget tydelig skade af stenkastet.
Sten Hagedorn ved sin bil, der har taget tydelig skade af stenkastet.
Vis mere

»Da politiet kommer, kan de se på videoen, at stenen bliver slynget eller kastet fra grøften eller bag autoværnet ved den modkørende vejbane,« fortæller Steen Hagedorn videre.

Men trods det gode bevismateriale var der ifølge politiet ikke noget at finde på selve stedet, og siden har Steen Hagedorn heller ikke hørt noget fra det svenske politi.

Tilbage sidder han og hustruen med en følelse af, at stenkastet i værste fald kunne have kostet både ham og hustruen livet.

»Jeg har gjort det klart for politiet, at jeg mener, at der er tale om et drabsforsøg. Havde vores rude været ramt af et stenslag tidligere, eller var der en fejl i ruden, så havde den sten ramt lige i maven på min kone,« siger han og tilføjer:

Her bliver stenen kastet.
Her bliver stenen kastet.
Vis mere

»Var jeg blevet ramt, så havde jeg måske ikke kunne styre bilen, og så var vi kørt galt. Det kan have alvorlige konsekvenser det her.«

Steen Hagedorn påpeger desuden, at gerningsstedet ligger langt fra Ystad, hvor man tidligere har set mange stenkast. Han spørger derfor også sig selv, om der er tale om en såkaldt 'copycat', som svensk politi har set flere eksempler på.

Hændelsen har nu medført, at Steen Hagedorn vil være utryg fremover, når han kører bil i Sverige, hvor han i øvrigt kommer tit. Der ligger en dyb angst i ham, fortæller han.

»Jeg er ærlig talt bange og vred, og jeg håber, at man vil være bedre forberedt næste gang, selv om det kan være svært at forberede sig på,« siger han.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra politiet.