Et 42-årigt medlem af rockerklubben Comanches fremstilles torsdag i grundlovsforhør.

Han mistænkes for at have været del af et tæskehold, der tidligere i år overfaldt en bodmedarbejder i en af Pusher Streets hashboder.

Han er belagt med navneforbud, og derfor er B.T. afskåret fra i detaljer at beskrive hans person.

Men den 42-årige har haft en lang karriere i rockermiljøet. Før Comanches har han været medlem af Hells Angels. Han er tidligere idømt en længere straf for grov kriminalitet og er prøveløsladt.

Ret beset er rockeren allerede varetægtsfængslet, hvilket skete 14. juni, hvor man fremstillede i alt 20 Comanches-rockere, der ifølge politiets efterforskning udgjorde tæskeholdet.

Fængslet in absentia

Kun 17 var dog til stede ved retsmødet den pågældende dag. Tre af rockerne opholdt sig i det sydlige Spanien, hvor de kort efter blev anholdt på dansk anmodning med henblik på udlevering.

Den 42-årige, der fremstilles i grundlovsforhør i dag, torsdag, var blandt de tre, der blev anholdt i Malaga 15. juni.

Ved grundlovsforhøret 14. juni blev trioen fremstillet in absentia og varetægtsfængslet. Her meddelte deres forsvarere, at de alle tre nægter sig skyldige.

Den 42-årige kom som den første af de tre hjem fra Spanien og fremstilles derfor i dag.

Strid om hashbod

Overfaldet, som rockerne er sigtet for at have udført, skete 28. april ved 19-tiden.

Motivet til overfaldet bundede i en strid om en hashbod, af politiet kaldet hashbod 15.

Ved grundlovsforhøret 14. juni gjorde anklageren rede for, at en navngiven HA-rocker åbenlyst havde gjort krav på omtalte hashbod. Ifølge politiet på vegne af sin rockerklub.

Politiet var allerede forud for overfaldet klar over, at noget kunne være under opsejling, og derfor overvågede man Comanches-klubben.

Var samlet i klubhus

I klubhuset på Lyngager i Brøndby havde rockerne forsamlet sig, og i fem biler kørte man imod Pusher Street. Undervejs blev yderligere en rocker samlet op på Amager.

Uden for Staden steg man ud af bilerne og maskerede sig. Derefter satte tæskeholdet målrettet kursen imod en hashbod kaldet Bedst og Billigst – af politiet kaldt Hashbod 20.

Hashboden bliver ifølge politiet kontrolleret af navngivne Hells Angels-rockere. 

Svensk statsborger

Tæskeholdet overfaldt her den 20-årige bodmedarbejder. Han er svensk statsborger og har – bortset fra at arbejde i hashboden – ingen direkte tilknytning til Hells Angels.

I det korte tidsrum, som overfaldet varede, blev offeret tæsket ganske voldsomt. Manden blev sparket og slået – blandt andet med slagvåben. Desuden blev han stukket en enkelt gang med kniv.

Hør mere om sagen i B.T.s podcast om blå blink her: