I området omkring Lumby nord for Odense er der mange af YouSees kunder, der er meget utilfredse.

En af dem er Ricco Niewick. Han har oplevet udfald, siden han flyttede ind i sit hus for nogle år siden, men det seneste år, er det blevet slemt.

»Jeg ved ikke, om det er fordi, man har arbejdet hjemme under coronaen, og derfor har haft brug for internet på en anden måde, men jeg har virkelig oplevet, at sidste år er blevet værre,« siger han.

Han har flere gange klaget til YouSee, fordi hans internet er gået sig en tur, og så har de kompenseret ham ved at refundere beløbet for hans abonnement i den periode.

»Jeg har eksempelvis fået 40 kroner, hvis nettet har været nede i fire dage. Men med et abonnement til 300 kroner om måneden, så det rykker ikke det store med 10 kroner pr. dag,« siger Ricco Niewick.

Som maskinmester arbejder han selv med teknologi og har derfor svært ved at forstå, at der bliver ved med at være problemer.

»Jeg har tidligere hørt fra YouSee, at problemerne er løst, hvorefter de opstår kort efter igen. Så kan jeg ikke lade være med at tænke, om de erstatter de ting, der skal erstattes, eller de bare reparerer på noget, der burde opdateres.«

Hos YouSee lyder meldingen, at de har haft problemer med et strømsvigt i området, men at skaderne nu skulle være udbedret.

Ricco Niewick mener, han over det seneste år har haft udfald på sit internet to eller tre gange om måneden. Enkelte gange har det været ude i flere dage.

Og når internettet er nede, er det ikke kun computer og tablet, der ikke er til at bruge. Ricco, hans kæreste og deres søn ser nemlig også tv over nettet.

»Det er klart, at når man har oplevet så mange problemer, så overvejer man, om der er andre veje. Om man kan købe sit internet hos andre,« siger Ricco Niewick, som ejer et nedlagt landbrug, hvor han og familien bor.

Han fortæller, at det ikke er alle steder i Lumby, folk oplever problemer. Hans forældre bor et andet sted i den lille forstad, og de har ikke samme udsving.

Noget, der også kan forklares med de ting, som YouSee har fundet ud af om områdets problemer.

Der har desværre været en række fejl på strømforsyningen til den hovedfordeler, der forsyner.

»Området omkring Harlekinsvej, H.C. Lumbysvej, Isabellavænget, Paulinevænget og Colombinevænget. Det har betydet, at beboerne over flere dage har mistet deres internetforbindelse i kortere perioder. Det beklager vi meget. En velfungerende internetforbindelse er altafgørende i vores digitale dagligdag, og fejlen på strømforsyningen er nu udbedret,« skrev pressemedarbejder fra YouSee Mai-Briit Noe i første omgang, da B.T. Odense skrev om en af Ricco Niewicks naboer, der deler hans problemer.

Vil I mene, at problemerne med internettet i området er løst, så I og kunderne er bedst sikret, at de ikke vender tilbage?

»Ja, fejlen på strømforsyningen blev udbedret i starten af september. Skulle beboerne i området fortsat opleve problemer med deres internetforbindelse, vil jeg opfordre dem til at indberette fejlen til os hurtigst muligt, så vi kan få eventuelle udfordringer hos den enkelte beboer løst.«

B.T. Odense har forsøgt at få et interview over telefon med mulighed for opfølgende spørgsmål. Det har ikke været muligt.