Uhyrlighederne står i kø, når senioranklager Rikke Brændgaard-Nielsen mandag formiddag i retssal 41 i domhuset i Esbjerg rejser sig op foran dommerne, nævningene, tilhørerne og pressens repræsentanter og læser op af det 11 sider lange anklageskrift mod et ægtepar fra Vejen.

Den 63-årige mand og den 60-årige kvinde, som sidder på anklagebænken, er tiltalt for i uhyggelig og massiv grad og over en periode på syv år fra 1987 til 1994 at have udsat alle deres fire dengang mindreårige børn for systematisk og ekstrem seksuel mishandling og særligt farlige voldelige overgreb.

Det næstyngste af ofrene, en pige, var på gerningstidspunktet kun fire år gammel.

Hun er den, som parret ifølge anklageskriftet har udsat for størstedelen af overgrebene.

Alle børnene var i en periode under 12 år, altså i lovmæssig forstand mindreårige, mens den ekstreme mishandling fandt sted.

»Jeg har aldrig før haft en sag af den her karakter. Anklageskriftet taler for sig selv,« siger senioranklager Rikke Brændgaard-Nielsen til B.T. forud for nævningesagen, som ud fra anklageskriftet at dømme ikke alene giver associationer til Tønder-sagen og Brønderslev-sagen, men også indeholder elementer, der i al sin gru går ud over de to frygtelige sagers ydergrænser.

Rikke Brændegaard-Nielsen vil ikke på forhånd løfte sløret for, hvilken sanktion hun vil gå efter for de to tiltalte, hvis de kendes skyldige.

»Det vil først komme frem under retssagen,« siger hun.

De fire børn blev udsat for et årelangt misbrug og mareridt i hjemmet i sydjyske Vejen.
De fire børn blev udsat for et årelangt misbrug og mareridt i hjemmet i sydjyske Vejen. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Stærkt voldelige og perverterede seksuelle overgreb, fysisk tvang, pisk, slag, knivkast med børnene som mål, kværkning, simuleret drukning samt trusler om blandt andet drab på ofret selv eller på en af de andre søskende, hvis der bliver sladret, var ifølge anklageskriftet en del af dagens orden for de fire børn.

I det hele taget var ydmygelser og fornedrelser af snart sagt enhver art en del af den frygtelige dagligdag.

Børnene fik også vist pornofilm og tvunget til sammen at efterligne, hvad de så.

I den syv år lange periode, uhyrlighederne stod på, skiftede det helt igennem dysfunktionelle forældrepar bopæl med familien flere gange.

Foto: Claus Fisker
Foto: Claus Fisker Foto: Claus Fisker
Vis mere

Udover Vejen havde familien en kort overgang også adresse i Munkebo nord for Odense, inden den flyttede tilbage til Sydjylland, og mishandlingen af børnene ifølge anklageskriftet fortsatte der.

De utallige overgreb og ydmygelser fandt ifølge anklageskriftet hver gang sted i familiens hjem.

Bortset fra et enkelt tilfælde, hvor en af pigerne, som da blot var fire år gammel, blev tvunget til analt samleje og oralsex med både sin far og en anden uidentificeret mand på kølerhjelmen af den 63-årige tiltaltes bil et sted i Vejen-området.

Alle fire ofre, som i dag er i 30’erne, er børn af den tiltalte mor. Den 63-årige mand er biologisk far til de to yngste af børnene og stedfar til de to andre.

(ARKIV) DANIEL MUNOZ/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) DANIEL MUNOZ/Ritzau Scanpix) Foto: DANIEL MUNOZ
Vis mere

Sagen er kommet for dagens lys, efter et af ofrene i 2017 efter mange års tavshed gik til politiet. Derefter rullede lavinen, og ægteparret blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet. Det har de været siden.

Indholdet af de 17 anklagepunkter er virkelig hård kost og beskriver i detaljer, hvordan begge de tiltalte aktivt deltager på den ene eller den anden måde i langt de fleste af de stærkt voldelige seksuelle overgreb og ydmygelser mod et eller flere af børnene.

I få tilfælde har moderen ifølge tiltalen ikke med sikkerhed deltaget men alligevel overværet, hvad der skete.

I andre tilfælde har hun ageret hjælper for manden og gjort det fysisk muligt for ham at forgribe sig på en af parrets fælles biologiske piger.

Eksempelvis som da den tiltalte kvinde i et tilfælde fastholdt den blot fire år gamle datter på stuegulvet i hjemmet i Vejen, mens hun formanede pigen og sagde, at “nu skulle hun være god ved far”.

Eller i et andet tilfælde, hvor den samme pige blev fysisk fastholdt af den i dag 60-årige kvinde.

Imens truede faderen ifølge anklageskriftet datteren med yderligere fysisk vold og gennemførte samleje med hende, mens han udtalte: “Når din mor ikke vil, så må du jo.”

I et af anklagepunkterne, som den 63-årige mand alene er tiltalt for, fremgår det, at han - sammen med flere uidentificerede mænd - som led i en form for spil eller som betaling for narkotika, alkohol eller penge, gentagne gange og over en periode på cirka tre måneder brugte sin da fireårige datter som sexpræmie.

Rikke Brændgaard-Nielsen, senioranklager ved Syd- og Sønderjyllands Politi, oplyser, at hun har tilsagt en halv snes vidner. Det tiltalte ægtepar skal begge afhøres på mandag.

Der er afsat ni retsdage med forventet dom i begyndelsen af april.

B.T. vælger at bringe denne artikel på trods af dens beskrivelser af frygteligt misbrug af børn. Vi finder det imidlertid nødvendigt, da det jvnf. anklageskriftet afspejler, hvordan en barndom i al sin gru også kan være i Danmark.

De mest uhyrlige detaljer i anklageskriftet har vi bevidst udeladt af hensyn til ofrene.