Seksuelle overgreb mod fire mindreårige børn. Vold. Druk. Råberi og skældud.
Det var en del af dagens kaotiske uorden gennem syv år i en sammenbragt familie fra Vejen.
En 63-årig mand og hans 60-årige samlever sidder netop nu på anklagebænken i et nævningeting ved Retten i Esbjerg, hvor de er tiltalt for at have forgrebet sig på deres tilsammen fire børn seksuelt, udsat en eller flere af dem for ekstrem og perverteret vold og i det hele taget udsat dem for et liv milevidt fra normalen.
Onsdag er femte retsdag af i alt ni i den opsigtsvækkende sag, som giver associationer til sagerne om misbrug af børn fra Tønder, Brønderslev og Rebild.
Flere vidner, som er kommet hos den stærkt dysfunktionelle familie, skal afgive forklaring. Dagens første vidne, som tidligere havde tilknytning til to af de fire børn, gav i vidneskranken udtryk for, at der var kaos og stærkt grænseoverskridende adfærd fra den i dag 63-årige mand, da hun var hjemme hos dem:
»Jeg kom derud sammen med min kæreste. Jeg var 19 år dengang. H. (den 63-årige tiltalte, red.) åbnede døren kun i et par speedos. Han troede vist, jeg kom alene. Så tog han en morgenkåbe på og satte sig hen i sofaen og drak øl. Og satte en pornofilm på. Så kunne børnene se på det.«
»Vi havde kun været der i fem minutter, og så begyndte han at sige noget på tysk, som de andre ikke kunne forstå. Han spurgte direkte, om vi skulle gå ind og knalde. Jeg havde aldrig mødt ham før. Han virkede meget mærkelig på mig,« sagde vidnet.
Hun forklarede, at mens hun var der, gik den da blot to-årige dreng rundt i huset. Han havde ble på og en undertrøje, der var klippet op ved halsen, fordi den ellers var alt for lille til ham.
»Jeg lagde mærke til, at han var blevet meget tynd i forhold til sidst, jeg havde set ham. H. (den tiltalte, red.) stak ham en halv liter Tuborg, som han drak af med det samme. Jeg tog øllen fra drengen, og han skreg og skreg og skreg. Det var tydeligt, at han var vant til at få en halv liter øl. Det sagde H. også. Det fik han altid, sagde han,« lød det fra vidnet.
Hun beskrev, hvordan drengens lillesøster på 11 måneder lå helt apatisk og stirrede op fra en babylift. En lift, der var alt for lille til barnet, så hun fyldte den helt ud og ikke kunne bevæge sine arme.
Og - som andre vidner før hende - fortalte hun også, at hun på et tidspunkt lavede en indberetning til kommunen om, at de små børn levede i et kaos og mistrivedes.
»H. var hård - rigtig hård - ved (navnet på drengen, red.). Det var hele hans væremåde. Hele hans måde at tale på. Hans fremtoning. Han var simpelthen så hård. Anden gang jeg kontaktede kommunen, sagde jeg til dem, at jeg stjæler de børn, hvis de ikke kommer væk. De skulle bare væk derfra,« sagde vidnet.
Også dagens andet vidne, en af naboerne, fortalte, at hun var gået til kommunen og sagt, at børnene ikke havde det godt. Det gjorde hun tre-fire år senere i forhold til den beskrivelse, det første vidne gav.
»En dag, jeg var derinde, sad H. i stuen kun i undertøj. Så kommer (navnet på den lille pige, red.) ind, og lige så snart hun viser sig, siger han: Så kan du godt komme her hen og sidde på fars tissemand,« sagde vidnet, som i situationen blev så forfærdet, at hun måtte forlade stedet.
»Det var mere, end jeg kunne kapere. Jeg har selv børn, og det var så forfærdeligt at høre,« sagde hun, som derefter gik til kommunen og anmeldte, hvad hun havde oplevet. Hun anmeldte også, at børnene om sommeren sad indenfor. De måtte ikke komme ud og lege med de andre på vejen.
Nævningesagen fortsætter med flere vidneafhøringer. B.T. følger sagen i Retten i Esbjerg.



