Hun havde egentlig bare inviteret justitsminister Peter Hummelgaard til Åmarken Station i Hvidovre for at snakke utryghed og overvågning i byen.
Men pludselig var de vidne til et knivstikkeri udspille sig på uddannelsesinstitutionen HF & VUC København Syd overfor.
»Der kommer en sort bil kørende ind, og så opstår der tumult. Der var en, der råbte 'skrid med dig' og 'du har ikke noget at gøre her', men det er først, da politiet bekræfter det efterfølgende, at vi finder ud af, at det var et knivoverfald,« fortæller Maria Durhuus, folketingsmedlem for Socialdemokratiet, til B.T.
Knivstikkeriet, de to politikere var vidne til, er langt fra en enlig svale i byen på den københavnske vestegn.
Bor du i Hvidovre eller omegn, og kan du genkende beskrivelserne i artiklen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv en mail på khas@bt.dk.
Det er bare tre dage siden, en kvinde blev overfaldet under en løbetur 300 meter fra Åmarken Station, mens fem personer torsdag er blevet idømt fængselsstraffe for et bestialsk overfald i Hvidovre tilbage i 2023.
Og det tiltagende forråede miljø i byen og omegn får nu Maria Durhuus, der selv bor i Hvidovre, til at råbe op:
'Det her SKAL stoppe!,' skriver hun på Facebook og uddyber overfor B.T., at det i særdeleshed er blandt de unge, der skal sættes ind:
»Der er dukket sådan en helt fundamental bandekultur op hos vores børn, hvor man er bange for at blive et stikkersvin. Så vi skal dels have en meget bedre dialog med politiet om, hvad de oplever og ser, og så skal vi have det normaliseret at tage fat i de voksne, når der er noget, man er bekymret for,« siger hun.
I 2017 blev hendes egen søn overfaldet i et frikvarter af en gruppe drenge med et dramatisk efterspil, og derfor ligger den stigende kriminalitet blandt unge hende særligt på sinde.
»Jeg er ikke sikker på, min søn havde givet mig det fulde billede af overfaldet, hvis ikke skolen havde informeret mig om, hvor alvorligt det var. Det ville han jo aldrig have fortalt til sin mor,« fortæller hun om episoden.
»Vi må ikke blive immune overfor den vold, der foregår omkring os. Vi skal turde tale om det og kræve handling.«
Overfor B.T. bekræfter HF & VUC København Syd, at knivstikkeriet foregik på deres matrikel, mens Justitsministeriet har bekræftet overfor Ekstra Bladet, at justitsministeren overværede knivstikkeriet.