Fem mand er i dag blevet idømt fængselsstraffe på fem år og 11 måneder efter et bestialsk overfald i oktober 2023.
Her frihedsberøvede de en 21-årig mand og udsatte ham for så mange tæsk, at han mistede livet.
De dømte, Bilal Rashid, Berdan Allan Kayaalp, Daniel Ali Anwar Rose, Mikael Mohamed Al-Mansi og Tabesh Sadat, har alle fået fem år og 11 måneders fængsel.
Foruden fængsel bliver Berdan Allan Kayaalp, som er tyrkisk statsborger, og Tabesh Sadat, der er afghaner, udvist af Danmark.
Det var den 2. oktober 2023, at den 21-årige mand blev tvunget ind i en bil ved Bauhaus i Søborg.
Herefter kørte bilen hen til et industrikvarter i Hvidovre, hvor han altså blev tæsket.
Mændene brugte også en hårtrimmer til at klippe offerets hår. Den 21-årige fik 67 skader på sin krop. Retten har beskrevet overfaldet som »brutalt«.
Ifølge retten havde overfaldet rod i en konflikt mellem personer fra Mørkhøj og personer fra Gladsaxe.
De fem mænd, der er i alderen 21 til 24 år, nægter sig skyldige i vold med døden til følge. Tre har anket til landsretten, mens to har taget betænkningstid.