»Der er mere ro på. Men det er ikke vores indtryk, at det er overstået.«

Det siger chefpolitiinspektør Jørgen Skov, Københavns Politi, på et pressemøde søndag aften efter dagens omfattende uroligheder på Nørrebro.

Han siger, at der visse steder på Nørrebro stadig er uro og ildspåsættelser, men at Københavns Politi fortsat er massivt til stede i området og vil være det aftenen og natten igennem.

Han kommer med en klar opfordring til beboerne på Indre Nørrebro:

»Vi håber, man holder sig væk fra gaderne og holder sig inden døre, så man ikke bliver en del af urolighederne,« siger han.

Københavns Politi har søndag anholdt tre personer i forbindelse med urolighederne, der skete i kølvandet på en demonstration, som islamkritikeren Rasmus Paludan stod bag på Blågårds Plads.

»Den ene er anholdt for angreb på Rasmus Paludan, den anden for at angribe politiet og den tredje for ikke at efterkomme politiets anvisninger,« sagde Jørgen Skov.

Mens deltagerne i urolighederne i begyndelsen var både ældre og unge, er det ifølge Københavns Politi primært 'områdets utilfredse unge', der ud på aftenen fortsat laver ballade.

Nørrebrogade i København søndag eftermiddag.
Nørrebrogade i København søndag eftermiddag. Foto: Byrd/Steven Knap
Vis mere

De skal ikke føle sig for sikre, selv om de endnu ikke er pågrebet. Flere ventes anholdt i de kommende dage.

»Vi vil i dagene, der kommer, efterforske nærmere og drage gerningsmændene til ansvar,« sagde han.

I løbet af eftermiddagstimerne er betjentene blevet overdynget med alt fra fyrværkeri over plastikstole til brosten. Samtidig var der ild i affaldscontainere på gaden, ligesom en bunke cykler en overgang blev kastet ud på Nørrebrogade i et forsøg på at barrikadere gaden.

»Jeg har ikke overblik over, hvad der er kastet efter os,« sagde Jørgen Skov.

Korsgade på Nørrebro.
Korsgade på Nørrebro. Foto: Byrd/Steven Knap
Vis mere

Sidst på eftermiddagen dokumenterede et pressefoto fra Ritzau Scanpix, at civilt klædte betjente trak deres tjenestevåben ved Korsgadehallen. Det bekræftede politiet umiddelbart efter over for B.T., men politiet ville dengang ikke gå nærmere ind i hvad der egentlig foregik.

Det sætter chefpolitiinspektør Jørgen Skov nu flere ord på.

»De civile kom i knibe og blev meget trængte, hvorefter de endte med at trække deres våben. Der blev ikke affyret skud, og de gerningsmænd, der angreb dem, trak hurtigt væk fra stedet,« siger han.

Rasmus Paludan har det næste døgn fået forbud mod at demonstrere i Københavns Politikreds, hvilket er et ganske usædvanligt skridt, erkendte Jørgen Skov, men det skyldes hensynet til den offentlige fred og sikkerhed.