Under eftermiddagens uroligheder på Nørrebro har civile betjente fra Københavns Politi trukket deres våben.

Episoden skete ved Korsgadehallen og bekræftes af Københavns Politi.

»Det er korrekt, at våbnene blev trukket, men der er ikke affyret skud,« siger vicepolitiispektør Jesper Bangsgaard til B.T.

Hvad der konkret skete forud for, at betjentene trak våbnene, har politiet ingen kommentarer til.

»Det kan vi ikke fortælle. Der skal laves en intern undersøgelse af forløbet,« siger Jesper Bangsgaard.

Københavns Politi er fortsat massivt til stede på Indre Nørrebro, hvor der nu er faldet lidt mere ro over gemytterne.

»Det svinger lidt, og indimellem blusser det op igen,« siger Jesper Bangsgaard.

Urolighederne på Nørrebro begyndte i kølvandet på en demonstration, som den kontroversielle partiformand for det stærkt islamkritiske parti Stram Kurs, Rasmus Paludan, stod bag.

Den foregik på Blågårds Plads, men uroen bredte sig hurtigt til de omkringliggende gader.

Eksempelvis blev politiet mødt med kasteskyts, fyrværkeri og brosten, ligesom der på både Korsgade og Nørrebrogade var ild og gaderne.

Rasmus Paludan har varslet, at han senere søndag vil demonstrere et andet sted i København. Hvor vides endnu ikke, men det er varslet over for politiet.

»Vi er forberedt på, at han har de planer,« siger Jesper Bangsgaard.