En person er anholdt efter voldsomme gadeoptøjer på Nørrebro i København søndag eftermiddag.

Politiet er blevet mødt med alt fra fyrværkeri og kanonslag til forhåndenværende kasteskyts som plastikstole, brosten og materiale fra vejafspærringer, ligesom der blandt andet i Korsgade er antændt bål midt på kørebanen.

Tidligere på dagen demonstrerede den kontroversielle leder af det islamkritiske parti Stram Kurs, Rasmus Paludan, på Blågårds Plads - og det er tilsyneladende den demonstration, der bogstaveligt talt har sat ild i gaderne.

En person er anholdt under urolighederne.

»Der er mere roligt nu end tidligere, men vi er stadig massivt til stede i området for at sikre, at trygheden er så god som mulig,« sagde vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, Jesper Bangsgaard, til B.T. ved 16-tiden.

En lille times tid senere meldte B.T.s medarbejder på stedet, at en gruppering af hættetrøjeklædte unge udlændinge var begyndt at smide cykler fra stativerne på Nørrebrogade ud på gaden for at blokere trafikken. Trafikselskabet Movia omlagde busserne, men begyndte først på aftenen at køre igen.

Ved 17-tiden begyndte folk at søge væk fra Blågårds Plads. Flere søgte tilflugt i en kiosk, hvor også B.T.s udsendte befandt sig.

»Der ligger flere bænke fra caféer hulter til bulter på gaden, fordi folk er løbet væk,« siger B.T.s reporter.

Korsgade på Nørrebro. Vis mere

Ved 18.30-tiden har politiet afspærret store dele af Blågårds Plads, melder B.T.s reporter på stedet.

En gruppe unge klædt i sort tøj med hættetrøjer og kasketter. En lille håndfuld af dem forsøger at skjule sig ved at snøre hætterne grundigt og stramt om deres ansigter, beretter han.

Ifølge Københavns Politi er det endnu uvist, hvem der står bag urolighederne.

»Det kunne godt ligne lokale, men det er endnu for tidligt at sige noget om,« siger Jesper Bangsgaard, der opfordrer til, at man holder sig væk fra området.

 
Uroligheder på Nørrebro søndag eftermiddag.
Vis mere

Sent søndag eftermiddag var der også brand på kørebanen på Tagensvej, der ligger over 2 km fra Indre Nørrebro, hvor de øvrige uroligheder har fundet sted.

»Vi kan ikke sige, om det har noget med de øvrige uroligheder at gøre,« siger Jesper Bangsgaard.

Politiet formoder, at uroen skyldes utilfredshed med Rasmus Paludans demonstration.

Demonstrationen blev afbrudt af en-tre mænd, hvorefter han trak sig tilbage og ventede.

Efter det første forsøg vendte Paludan tilbage for at demonstrere videre, og denne gang skabte det flere optøjer og resulterede i, at politiet måtte skride ind og hjælpe Rasmus Paludan væk fra stedet.

»Der blev en del oprør på pladsen, så vi måtte hjælpe ham ud af området,« siger Jesper Bangsgaard og tilføjer:

»Det så ikke umiddelbart ud, som om han var kommet noget til. Det er selvfølgelig ikke til at vide, om der er noget, man ikke kan se, men han så uskadt ud.«

Efter Rasmus Paludan var blevet eskorteret fra området med politiets hjælp, forsvandt han derfra, fortæller Jesper Bangsgaard.

Vis mere

Dagens demonstration skulle have været afholdt i Mjølnerparken, der natten til søndag blev ramt af en bileksplosion. Om det er årsagen til flytningen af demonstrationen har Københavns Politi indtil videre ikke oplyst.

Rasmus Paludan blev for nylig idømt 14 dages betinget fængsel for overtrædelse af racismeparagraffen.

Han siger til TV 2, at han senere søndag vil demonstrere i anden københavnsk bydel - uden at nævne hvor.

Opdateres...