Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner.
Det gør de i forbindelse med en episode, der fandt sted den 28. september klokken 14.00 på en legeplads, der tilhører Gråsten Skoles skolefritidsordning, Degnevænget, i Gråsten
Det skriver politiet fredag eftermiddag i en pressemeddelelse.
Tirsdag eftermiddag blev to mindreårige børn kontaktet af en mand, der opfordrede dem til at forlade legepladsen for at komme ud til ham.
Manden, der henvendte sig til de to børn beskrives mellem 30 og 35 år, mørk hud, cirka 165–170 centimeter høj. Han var iført blå sixpence (flad, blød kasket) og grøn jakke.
Kan du genkende manden ud fra beskrivelsen, eller var du i nærheden af legepladsen, da manden opsøgte børnene? Så vil politiet gerne i kontakt med dig på telefon 1-1-4.
Ingen af de to børn tog imod mandens opfordring om at forlade legepladsen.
Der er ikke noget, der, indtil videre, tyder på, at manden ville børnene noget ondt, men en sådan henvendelse skaber bekymring, skriver politiet, hvorfor de også opfordrer manden til selv at tage kontakt til politiet.


